Dust 514 skal have mere tid i testfasen

Udviklerne vil gøre det lige så tilgængeligt som Call of Duty. Derfor skal det ruge lidt længere.

Islandske CCP Games skal bruge en del mere tid på at teste Dust 514 blandt en lukket skare af mennesker. I en ny besked lyder det, at spillet forbliver i sin lukkede betatest indtil begyndelsen af 2013. Den nuværende betaperiode har kørt siden sommer, hvor folk har kunne prøvesmage forsøget på at skabe et konsolvenligt MMO, der kun udkommer til Playstation 3 og Playstation Vita.

1

- Det går godt. Vi forbliver i lukket beta indtil slutningen af 2012, men næppe længere end det. Når vi satser så meget, skal det også gå rigtigt til, udtaler David Reid fra CCP Games.

En stor del af grunden til den ekstra betænkningstid er ifølge Reid, at spillet skal være lettilgængeligt for mange nye spillere. Det skal være sådan, at Call of Duty- og Battlefield-spillerne bliver interesseret i spillet allerede fra de første ti minutters spil.

Dust 514 foregår i CCP Games' velkendte EVE Online-univers. Det bliver som udgangspunkt et FPS-skydespil med elementer af MMO, og i modsætning til traditionelle onlinerollespil bliver det i udgangspunktet gratis at spille. Eurogamer.dk så nærmere på spillet i marts måned. Spillet vil med tiden blive integreret meget tæt med EVE Online, så eksempelvis firmaer er til stede både i Dust 514 og EVE Online.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!