Baldur's Gate: Enhanced Edition kommer tidligere end forventet

To dage tidligere.

Der bliver 48 timers længere spiltid med det snarlige Baldur's Gate: Enhanced Edition.

Spillet, der er på vej til Android, pc, Mac og iPad, udkommer ifølge nye planer den 28. november frem for den 30. november, som var den gamle dato. Det oplyser Trent Oster, der leder udviklingen af spillet.

Baldur's Gate: Enhanced Edition er en opdateret udgave af det gamle Baldur's Gate-rollespil til pc. Idéen er at gøre det gamle spil klar til tablets og indbygge over 400 forbedringer og nye genstande. Bag udviklingen står Overhaul Games, der består af tidligere BioWare-ansatte -- en vis garanti for, at konverteringen næppe bliver helt tilfældig. Den forbedrede Enhanced Edition indeholder både det oprindelige Baldur's Gate og udvidelsen Tales of the Sword Coast.

På visse punkter bliver Baldur's Gate: Enhanced Edition desuden mere tilgængeligt end sin forgænger. Niveaubegrænsningen hæves, så du bliver stærkere ved mødet med spillets sidste og stærkeste fjender.

Efter frigivelsen af det første spil vil Overhaul Games begynde arbejdet med en opdateret udgave af Baldur's Gate II til år 2013.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!