Professor Layton and the Miracle Mask - Anmeldelse

Intellektuelt tidsfordriv med alle tiders gentleman.

Vi lærer af at spille computerspil, det kan der næppe være tvivl om. I hvilken grad, derimod, er sværere at udtale sig om, men deres regelbaserede, kommunikative natur fordrer nødvendigvis en læringsproces, der måske, måske ikke, strækker sig ud over det digitale rum.

Professor Layton-spillene er af den slags, der, hvis ikke at afføde reelle færdigheder, giver illusionen af et skærpet sind, når man spiller dem. Den succesrige spilserie udfordrer med sine mange opgaver af skiftevis sproglig, matematisk og almen logisk karakter, og det samtidig med at underholde på højt niveau.

Med The Miracle Mask er vi nået til seriens femte kapitel, og akkurat som i de tidligere udgivelser følger vi Hershel Layton, professor i arkæologi, hobbyeventyrer og selverklæret gentleman. Computerspillenes Indiana Jones, dog mere pacifistisk af natur og uden den til tider tvivlsomme moral. Med sig har han sine to trofaste assistenter Luke Triton og Emmy Altava. Førstnævnte, Laytons Dr. Watson, vækker minder om en yngre TinTin, komplet med sin ekstreme nysgerrighed, mens sidstnævnte leder tankerne hen på en slagkraftig og noget yngre udgave af Agatha Christies Miss Marple.

1

Figurgalleriet er blandt Layton-spillenes største styrker. Deres udstryksfulde fremstilling og gode portion dybde gør dem til mere end simple marionetdukker.

Spillet tager fat, da trioen af eventyrere hidkaldes den luksuriøse ørkenby Monte d'Or for at hjælpe en gammel bekendt af Layton. Midt på de golde sandsletter tårner sig skyskrabere overplastret med blinkende neon-skilte, der lokker med pengespil, overdådige seværdigheder og andre underholdningstilbud. Layton-universets Las Vegas, kan man roligt kalde det. Byen hjemsøges dog af en mystisk, maskeklædt skikkelse, der har for vane at dukke op ved offentlige begivenheder og drive alvorlig gæk med indbyggerne, herunder forvandle dem til sten. Layton og co. får selvfølgelig dette at bevidne, og derefter starter en intensiv jagt på den maskeklædte spasmager, der må fanges, hvis Monte d'Or igen skal fungere som centrum for luksuriøs turisme.

Historiefortællingen er klassisk Layton med masser af drama, personintrige og overraskende plotdrejninger. Det betyder også, at The Miracle Mask, akkurat som sine forgængere, har det med at køre ud af en tangent, når narrativet tager fat. I virkeligheden er der mere Miyazaki end Conan Doyle over deres natur, ikke at det er en dårlig ting, men man skal lige vænne sig til det.

Serien har tidligere dvælet ved Laytons fortid, og selvsamme er tilfældet med The Miracle Mask, der i flere omgange sender spilleren tilbage i tiden for at genspille sekvenser af Laytons yngre år. Det betyder en indledningsvis tværdeling af narrativet, men trådene bliver fint vævet sammen, som spillet nærmer sig sit fortællemæssige klimaks.

2

Den er da nem! Lad mig se, hmm... ahh... nå, ikke. Hvad så med...

At The Miracle Mask har held med sin historiefortælling betyder dog ikke, at det rent spilletekniske er blevet negligeret. Akkurat som i de tidligere Layton-spil benyttes hver en chance for at sende en gåde i retning af spilleren. Disse er ikke af klassisk point-and-click-skole, men skal ses som selvstændige logiske udfordringer, hvor al information er givet på forhånd og det er op til spilleren her og nu at gennemskue løsningen.

De kan nemt virke intimiderende, som de er spundet ind i faglig snak af henholdsvis sproglig, matematisk og visuel karakter, men heldigvis er de udformet således, at man ikke behøver særlig træning eller talent i de forskellige discipliner for at løse dem. Ved nøjsomt at studere de udleverede ledetråde, samt med mulighed for at få tilegne sig yderligere, har alle mulighed for at løse opgaverne, hvilket sætter en tyk streg under det til stadighed sofistikerede og solide gådemageri, serien er kendt for. Jovist, fans vil kunne nikke genkendende til principperne i mange af indslagene, og dermed have en ekstra fordel, men det ændrer ikke ved, at det fortsat giver et solidt skud endorfin, når Layton karismatisk dukker frem på skærmen og erklærer: "(...)endnu en gåde er løst!"

The Miracle Mask har som et første for serien hjemsted på Nintendos håndholdte 3DS-konsol, hvilket afføder en række ændringer i præsentationen. Hvor de detaljerige baggrunde fortsat er holdt i 2D, bliver spillets figurer nu renderet i reel 3D, altså ved hjælp af polygoner. Det kræver indledningsvis noget tilvænning, men viser sin værdi, straks konsollens stereoskopiske 3D-effekt slås til. Her opstår en imponerende dybde i billedet og giver illusionen af at være i stand til at kigge om bag figurerne og de forskellige baggrundslag. The Miracle Mask bliver som at forveksle med en pop-op-bog, hver scene et univers i sig selv, der inviterer til at gå på opdagelse.

3

The Miracle Mask, her personificeret i spillet, er første Professor Layton-udgivelse på Nintendos 3DS-konsol, og den stereoskopiske 3D-effekt komplimenterer det godt.

Selvom det er femte besøg på lige så mange år, viser Professor Layton-spillene med The Miracle Mask ingen synlige tegn på træthed. Udviklernes evne til at holde fortællinger og gåder friske er særegne, og selvom kendinge vil kunne nikke genkendende til meget, er der tilpas med nyt til, at spillet ikke gentager tidligere udgivelser i overdreven grad. Historien er spændende fra start til slut, og spilmekanikken euforiserende som få, uden tvivl takket være sin effektive belønningsstruktur, der aldrig er sen til at rose spilleren for sine præstationer, når det hører sig til.

Et elegant og i særklasse velskabt gådespil for folk i alle aldre, der langt trumfer lignende tilbud på markedet, og sjældent er set i bedre form end her.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Professor Layton and the Miracle Mask - Anmeldelse Mark Elsberg Intellektuelt tidsfordriv med alle tiders gentleman. 2012-11-02T09:03:00+01:00 8 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!