Ugens mest solgte spil

Der er Skylanders på menuen og så har vi ikke sagt for meget. Se hvad danskerne købte mest af i uge 43.

Ugens mest spændende udvikling i toppen af listen er velsagtens at der ikke er sket noget: Activisions nye Skylanders spil kaldet Giants, ligger stadig på første pladsen og det er velfortjent. Vi har siden sidste uge haft lejlighed til at spille det lidt mere og må konstatere at Skylanders er sjov underholdning.

Vekselvirkningen mellem det der foregår på skærmen og den fysiske ting med at flytte figurer til og fra den medfølgende portal giver spillet en eksistens udenfor skærmen og direkte ind i stuen. Det kunne der sikkert skrives en afhandling om ude på IT Universitetet, men sikkert er det at både børn (og til dels voksne) kan få skæg ud af spillet. Skylanders er ovenikøbet lokaliseret til dansk på en måde så man ikke krummer tæer over de danske skuespillere og det er, hvis man tænker over andre børnespil, en bedrift i sig selv. Eneste minus ved spillet er, at det er relativt dyrt. Fem hundrede kroner for begynder-sættet er ikke småpenge for de tre figurer der hurtigt bliver til flere.

Medal of Honor: Warfighter har fået en hård medfart af anmelderne der for de flestes vedkommende mener at det er en smule fantasiforladt. Det er det svært at være uenig i. Medal of Honor serien, der er et guldkronet brand indenfor computerspil, fortjener at blive behandlet med respekt og omhu. Indtil videre er gamerne dog tilsyneladende uenige. MOH ligger nemlig som nummer to på listen.

Her er listen over de mest solgte spil i DK i uge 43:

Denne uge Sidste uge Titel
1 1 SKYLANDERS GIANTS
2 - MEDAL OF HONOR: WARFIGHTER
3 2 FIFA 13
4 - FARMING SIMULATOR 2013
5 3 JUST DANCE 4
6 - FORZA HORIZON
7 4 WORLD OF WARCRAFT: MISTS OF PANDARIA
8 5 DISHONORED
9 7 THE SIMS 3: SUPERNATURAL
10 8 LEGO BATMAN 2: DC SUPER HEROES

kilde: Multimedieforeningen. (listen er baseret på opgørelser fra Arnold Busck, Blockbuster, Coop DagliBrugsen, Coop Kvickly, Coop Kvickly Extra, Coop SuperBrugsen, Dansk Supermarked, EB Games, Experten, F Group og Game)

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!