Molyneux' Curiosity kommer i næste uge

Denne gang burde det blive til virkelighed.

Peter Molyneux, som de fleste kender som skaberen af Theme Park, Theme Hospital og især Fable, har premiere på sin næste titel i næste uge.

Det længe ventede Curiosity - What's Inside the Cube?, som har været hypet blandt tidens kommende iPhone-spil, udkommer den 7. november præcis kl. 9:22 dansk tid. Det fremgår ikke, hvorfor det lige skulle foregå på det klokkeslæt.

Spillet er udviklet af Molyneux' nye hold, 22Cans, og byder på et gigantisk, socialt eksperiment på iPhone og iPad. I titlen skal du hakke en stor kube i stykker sammen med tusindvis af spillere, og for hvert lag, der går i stykker, byder spillet på små præmier eller udfordringer. Spørgsmålet er i sidste ende, hvem der får smadret kubens sidste stykke, og hvad der bliver af præmier til vedkommende.

Du kan holde mere øje med spillet på Facebook.

Curiosity bliver gratis at hente.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!