Introversion gør status på Prison Architect

Ny alphaversion udkommet, næste ventes om en måned.

Holdet har allerede skrabet to mio. danske kroner sammen.

Det går planmæssigt fremad for fængselssimulatoren Prison Architect, men der er stadig et langt stykke vej til en færdig og funktionsdygtig version af spillet kan sættes til salg.

Sådan lyder konklusionen fra Introversion, der arbejder hårdt på det anderledes spil. I en ny status fortæller udvikleren, at de planlægger nye alpha-versioner hver 2. til 4. uge det næste stykke tid, men at dette vil stå på i lang tid før en diskussion om betaudgaver kan komme på tale.

Fokus i de kommende alphaversioner er at tilføje nye funktioner, hvoraf visse er på tegnebrættet og næsten er klar til at blive implementeret, mens andre kun er inde i designernes hoveder.

Den seneste alphaversion af Prison Architect udkom for få dage siden, hvor hovedattraktionen var et nyt Sector-system. Dette inddeler fængslet i flere forskellige afdelinger ved hjælp af døre og vægge, så det er mere overskueligt og lettere at begrænse fængselsoprør.

- Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvor tit der kommer nye alphaversioner, men det vil føles ret hyppigt. Vi satser nok på at opdatere spillet hver 2. til 4. uge, og vi håber at høste erfaringer undervejs. Vi kan faktisk ikke vente med at putte nye funktioner i spillet, fortæller Chris Delay fra Introversion.

Selvom spillet på ingen måde er færdigt, er der allerede solgt 10.000 eksemplarer til i alt 360.000 amerikanske dollars. Prison Architect finansieres på en anderledes måde end den gængse. Spillerne kan købe en tidlig version af spillet og følge med i udviklingen helt frem til det færdige spil, hvor de enten får rabat eller en gratis kopi af spillet.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!