Ghost Recon til Facebook er blevet skrottet

Designeren af spillet har trukket håndbremsen.

Der bliver ikke noget isometrisk Ghost Recon-strategispil på Facebook.

Vi stødte på spillet tilbage i maj måned, hvor Ghost Recon: Commander blev vist frem som et Facebook-spil med isometrisk strategi og det velkendte Tom Clancy-univers inde over.

Nu må udviklerne bag spillet erkende, at det aldrig bliver til noget. Den ledende designer bag spillet, Brenda Romero, udtaler til Eurogamer, at udviklingen er indstillet, og at de førende medarbejdere på holdet er blevet afskediget. Fru Romero leder nu efter andre jobmuligheder til de afskedigede medarbejdere, der ikke bliver ansat andre steder i Ubisoft-koncernen.

Selv drager Brenda Romero på bryllupsrejse med sin gemal, John Romero, der i sin tid skabte Doom-spillene. Det er endnu uvist hvilket projekt hun fremover skal lede.

Ghost Recon: Commander var ment som et spil med 10 missioner, som man enten kunne klare alene eller sammen med nogle venner. Du skulle opbygge din egen figur med færdigheder og våben efterhånden som opgaverne blev klaret og du fik flere ressourcer til rådighed.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!