7,4 mio. FIFA-spil solgt

EA har godt gang i efterårsforretningen.

På lidt over en måned er det lykkedes Electronic Arts at sælge et svimlende antal FIFA-spil til de fodboldhungrende gamere. I alt har udgiveren solgt 7,4 mio. eksemplarer på fire uger, og det kaster en betydelig gevinst af på EA's bundlinje.

Tallet kom frem under Electronic Arts' seneste kvartalsregnskab, hvor der også var positive ting at bemærke i andre serier.

Battlefield 3's Premium-tjeneste har således to mio. aktive abonnenter, hvilket er næsten 50% flere end i samme periode i juli. På NFL-siden er Madden i top-tre i mange lande i Nordamerika og Europa, men det præcise antal solgte spil vil EA ikke ind på.

På den mindre positive side har Medal of Honor: Warfighter indtil videre været en skuffelse for EA, ligesom NBA Live-serien må lide den visse død. Det var EA's overbevisning, at basketspillet aldrig ville nå op på niveau med Madden og FIFA i popularitet.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!