Medal of Honor: Warfighter - Anmeldelse

Lidt Call of Duty, lidt Battlefield, lidt.. Need for Speed? Poof! Medal of Honor: Warfighter!

De skæggede herrer fra Tier 1 Taskforce er efter en pause på to år tilbage for at bekæmpe international terror og trusler mod friheden - og dét lige i tids nok til at overhale kolossen, Call of Duty indenom og komme på hylderne en lille måned før pengene begynder at regne ned over Activision med endnu en formodet storsællert.

Medal of Honor: Warfighter ved hvem det er oppe imod, og lader sig stærkt inspirere af begge krigsspilsmastodonter. Lige fra første klik på aftrækkeren til det første ord i rulleteksterne, er spillet sølet ind i storslåede eksplosioner, militærforkortelser og en syndflod af slowmotion, som fra start til slut gør lydene fra geværsnuderne til dybe baseksplosioner af død og ødelæggelse.

En ny trussel og terrorrist står klar til at give specialsoldaterne mulighed for at tjene deres penge, men det er i grunden ligegyldigt om et terrorangreb står for døren, eller om der er opstået husspektakler i en villa i det nordlige Pakistan. Handlingen og plottet bliver præsenteret i en fart og flyver derefter bare over hen over hovedet. For at sikre en fri og terrorfri verden er gruppen af nøje håndplukkede elitesoldater klar til at rejse Jorden rundt for at besøge hver enkelt lille terroristbefængt anonym by i Terrorististan, for at slå alt ihjel og vifte med Stars and Stripes.

1

Medal of Honor: Warfighter kredser, ikke overraskende, om en trussel mod verdensfreden.

Medal of Honor: Warfighter har haft et solidt greb i håndbogen for moderne shooterspil, og har haft næsen dybt begravet i sektionen 'sællert', hvor Battlefield og Call of Duty stolt pryder hver en side. Det resulterer i, at al identitet er væk fra start. Før spillet overhovedet er gået i gang og man stadig har sin første eksplosion til gode, bliver det gjort klart, at dette spil, ligesom forgængeren, er et spil der skal ære de mænd, som hver dag sætter deres liv på spil for, at vi kan tage toget uden frygten for terrorisme i baghovedet. Sagen i sig selv er nobel og ærefuld, for dem der har jobbet som soldat stående på cv'et, men problemet ligger bare i, at et hæsblæsende adrenalinpræget skydespil med eksplosioner som hovedtema ikke rigtig stemmer overens med 'æren for soldaterne'. Det ender faktisk med at fungere stik modsat, når speederen nådesløst trykkes i bund gennem menneskemængder, tuc-tuc'er og pakistanske tæppeforretninger for at få fat i en informant, der havde stukket halen mellem benene. Der er ingen form for ære her - der er kun målet. Desuden gør det vel ikke noget, at en bunke uskyldige pakistanere må lade livet - det er jo kampen for frihed det her, skrevet med rød, hvid og med stjerner over i'erne. Med 'The Star-Spangled Banner' som temasang.

2

Skyd først, og stil spørgsmål bagefter. Vift derefter med Stars and Stripes!

Al den skamløse inspiration til side, spiller Warfighter faktisk ganske udmærket. Der er ikke noget, som man ikke har set før, hvis man har opholdt sig i shooterkategorien inden for de sidste 5 år. Grundfilosofien bag hele blodbadet fungerer fint, banerne er lineære og består af en god portion korridorer fyldt med fjender, som på magisk vis dukker op, når en usynlig linje krydses. Der er en tendens til, at fjenderne simpelthen ikke bliver ramt af skuddene, når det er åbenlyst, at sigtekornet er plantet solidt i brystregionen, og håndgranater har det med, et par gange, ikke at eksplodere. Alle ondsindede terrorister, der er bosiddende i terror-land er tilsyneladende blevet imprægneret med kevlar lige fra fødslen, og forvent derfor ikke at tvinge nogen i gulvet, hvis antallet af patroner i brystet er på den lave side af 5. Helt grundlæggende fungerer krigsvanviddet, men er samtidig ramt af et par fejl undervejs. For at få lidt afbræk fra korridorskyderiet, bliver man en sjælden gang placeret bag rattet i en bil i nogle lidt for lange biljagter, hvor Need For Speed: Most Wanted og Burnout 3: Takedown, står ret højt på listen over inspirationskilder. Det virker lidt som om, at der har været fingre i alt, der har haft bare en brøkdel af succes, selvom det er en helt anden genre. Et par gange, skal den også gives som finskytte på en mudret tagtop, og selvom det er et legitimt forsøg på at skille sig ud, er det i sidste ende også et desperat og ringe forsøg. Uanset om kampen foregår i Yemen, Pakistan, Somalia eller Iran, er det som regel flotte omgivelser, der pryder blodudgydelsen. Det er hvad der kunne forventes fra Frostbite 2-motoren, men Warfighter står stadig i skyggen af Battlefield, og formår aldrig rigtig at komme op på siden af giganten. Et par teksturer har ret svært ved at indlæse ordentligt, men der bliver også samtidig disket op med nogle ret imponerende lyseffekter og eksplosioner.

I forbindelse med den konstante missen for øjnene grundet de utallige eksplosioner, er Hans Zimmers vidunderdreng, Ramin Djawadi, endnu engang manden bag soundtracket, som allerbedst kan beskrives som fantastisk. Stortrommen bliver slået, og celloen, violinen og kontrabassen bliver omhyggeligt strøget i en storslået opsætning der ville få DRs Big Band til at krumme tæerne af bar ydmyghed. Resten af lydsiden er en smule mere plettet end soundtracket, med et par eksempler hvor lyden pludselig forsvinder, men bibeholder et ret højt niveau hele vejen igennem, når skuddene elegant giver anledning til rumklang i de fugtige mellemøstlige kældre.

3

Soldaten er ked af det. Han kan nemlig ikke se sin datter. Øv.

Parallelt med det arabiskklingende blodbad, bliver der også fortalt en historie om hvordan soldaternes familieliv er, igen for at vise hvad disse soldater, og deres familier, går igennem. Selvom idéen med at præsentere livet for de modige mænd er god på bunden, er det ikke noget som har indvirkning på noget som helst overhovedet. Hvis man var klar over, hvem af soldaterne historien egentlig handler om, ville det måske have virket. Men siden man konstant skifter sko og verdensdel, bliver det til sidst et overvældende virvar af kaldenavne som, 'Preacher', 'Stump' og 'Mother' - navnene er kendte, men hvem de tilhører, er en gåde. Og derfor har historien om den bekymrede kone og datter ikke rigtig nogen indvirkning på noget plan.

Når rulleteksterne, akkompagneret af et nummer af Linkin Park og Ramin Djawadi, viser sig på skærmen, er der gået omkring seks timer, hvilket heller ikke rigtig skiller sig ud i forhold til dagens standard. Det er et kort spil, ligesom dets forgænger og nok også ligesom den efterfølger, som burde dukke op om et år eller to.

En undskyldning, som altid kan gøre skaden for en kort singleplayerdel god igen, er en god multiplayerdel, og som i forgængeren og i enhver anden moderne shooter tilhører også muligheden for at lade Tier 1-skægget gro, og træde ud på nettet i en kamp om XP, unlocks og killstreaks. En smule kontrovers om brugen af Taleban i forgængerens multiplayer, har åbenbart afskrækket Danger Close fra noget fra samme skuffe, og satser derfor på en multiplayer uden reelle 'hold'. Tier 1 Operatives fra hele verden er i centrum, og det er op til dig, om du vil pløje modstanderen ned med et norsk, tysk eller et helt tredje flag på uniformen. Multiplayerdelen gør hvad den kan for at trække spillere ind og byder op til dans med alle de kendte gamemodes fra begge sider af FPS-duellen. Det er et hæderligt forsøg, og underholdningen varer da også ved i et par timer indtil, man indser at der findes to andre spil, som gør det samme, bare bedre. Multiplayerdelen lider samme skæbne som mange andre, og kan nok forventes tom om cirka 1 til 2 måneder.

Det er en lang og sej kamp, hvis man vil op og konkurrere med de tunge drenge. En kamp som Medal of Honor: Warfighter har taget op, i troen om, at det måske kunne lykkes. Den barske virkelighed er dog, at det nærmest er umuligt. Battlefield og Call of Duty sidder så solidt på tronen, at deres bagdele så småt er ved gro fast i guldsædet. Warfighter får lige akkurat kæmpet sig ind i tronsalen, men har stadig lang vej igen, hvis der overhovedet skal gøres nogle forhåbninger om at konkurrere nogensinde. Det er en elementær shooter, som proklamerer, at der er noget på hjerte - men ikke soldaternes ære og de dystre og farlige kampe. Der er derimod en indebrændthed, over ikke at være nummer et, som resulterer i, at der bliver stjålet med arme og ben på alle hylder. Det ender med at Medal of Honor: Warfighter må tage til takke med en plads i mængden sammen med alle de andre.

6 / 10

Læs om vores karaktersystem Medal of Honor: Warfighter - Anmeldelse Emil Søndergaard Larsen Lidt Call of Duty, lidt Battlefield, lidt.. Need for Speed? Poof! Medal of Honor: Warfighter! 2012-10-29T12:21:00+01:00 6 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!