Painkiller: Hell and Damnation - Anmeldelse

Længe leve shooters! Også dem der er forbudt i Tyskland.

Da det oprindelige Painkiller udkom tilbage i 2004, fik det ros for at rykke FPS-genren tilbage mod rødderne til midten af 1990'erne, hvor serier som Doom og Quake regerede og blev lysende kilder til genrens storhed. Ikke så meget pjat med taktik og avanceret AI hos fjenderne. Derefter er universet blevet holdt i live for dets kernepublikum gennem et halvt dusin udvidelser med vekslende succes. Nu har det polske studie, The Farm 51, moderniseret den oprindelige version, og projektet har været i sikre hænder, for en række af studiets folk var også involveret i den oprindelige produktion.

Og den samme filosofi som den oprindelige går igen her: Til helvede med bekymringer om hvorvidt computerspil ansporer til vold. Jo vildere, jo mere overdrevet og grotesk, jo mere blasfemisk desto bedre. Målet er klart: Her skal slagtes i tusindtal af fjender, og det skal gøres så djævelsk som muligt. Det er som en superunderholdende splatterfilm.

1

Take me to your leader!

Historien kan kun betegnes som det rene nonsens. Spilleren har rollen som Daniel Garner, der en mørk og stormfuld aften kører sig og sin forlovede, Catherine, i døden. Uanset hvor meget alfahan Daniel så end er med sin læderjakke, slidte jeans og skægstubbe, kan han åbenbart ikke finde ud af at køre bil. Han vågner op i Skærsilden, for hans fortid før Catherine er åbenbart suspekt, så han skal have lutret sin sjæl grundigt her. Han indgår en pagt med selveste Døden om at levere ikke færre end syvtusinde sjæle fra Skærsildens beboere, imod at give ham adgang til sin Catherine i Himlen. Døden har brug for sjælene, fordi han åbenbart foretaget et væddemål med Lucifer om et eller andet, man egentlig er ret ligeglad med.

Hvad der herefter følger giver ikke meget mening. Historien præsenteres igennem små cutscener efter hvert kapitel, og på et tidspunkt kommer Eve, en ung og lettere påklædt dame - lidt på den overvægtige side måske, men ellers ganske køn - ind i billedet. Daniel indvilliger i at tage hende med på sine eventyr, men da cutscenen er forbi dukker hun ikke op igen før den næste cutscene, som om hun havde været med hele vejen. Meget mystisk!

2

Spillets artwork er i visse dele ualmindelig vellykket og storslået.

Heldigvis glemmer man lykkeligt alt om nogen historie, når man først begynder de enkelte levels. De er nemlig et overflødighedshorn af totalt hæmningsløst slagteri af Skærsildens dæmoner. De kommer fra alle sider og dimensioner - som så ofte i den slags spil med våben som ser frygtindgydende ud, men som i virkeligheden er heltens langt underlegen - og angriber vedholdende i kaskader, indtil man har fået ram på dem alle. Hovedparten af actiondelen foregår ved at man løber rundt i ottetaller og skyder i enhver tænkelig retning mod den rasende horde. Selvom man forsøger at tænke strategisk, løber planerne oftest i sandet grundet det komplette anarki.

Og der er virkelig tale om en imponerende samling af dæmoner. De ser vederstyggelige ud - på den fede måde - og de varierer fra level til level. Der er alt fra gespenster af hedengangne samurai-krigere til store goblin-lignende uhyrer, og sågar væsener som med deres små kroppe, ovale ansigtsform og lange fingre ligner klicheer på en vaskeægte alien. Det eneste tidspunkt hvor udviklerne flirter lige tæt nok med grænsen til usmagelighed, er i et level som tilsyneladende er et børnehjem for forældreløse. Men tro mig: der er ikke søde børn derinde… Våben og ammunition kommer man aldrig til at mangle. Dræbermetoderne er mange og lige så komiske som de er voldelige. Man kan skyde pæle i panden på fjender, spidde dem, brænde dem, flænse dem, suge sjælen ud af dem med sin soulsucker-gun.

3

Painkiller byder på masser af varianter af dæmoner og fjender. Ofte langt fra så farlige som de ser ud.

Hvert kapitel afsluttes med en bossfight, som kun kan betegnes som episk. At betegne dem som megamonstre er en fornærmelse overfor disse skabninger. Nogle er simpelthen kolosser. Animationerne er yderst vellykkede og man nærmest gisper i ren ærefrygt over at duellere med disse abnormaliteter. På et tidspunkt vurderede jeg mig selv til at være på højde med et uhyres lillefinger. Det er også her taktik spiller en rolle i selve spillet, for det handler om at finde monstrets svage side, og her påkræves en smule puzzle-tænkning, men det er desværre ikke altid det giver lige meget mening. Bossfights kan være også være enerverende af den simple årsag, at der er meget ringe feedback i forhold til, om man reelt gør skade på disse levende bjerge. Man er derfor ofte i tvivl om, hvorvidt man griber opgaven rigtigt an. Det kan være frustrerende, da udgangspunktet i forvejen ser håbløst ud.

Skærsilden er et mærkværdigt sammensurium af diverse locations. Man teleporterer til togstationer, operaer, et palads i Orienten, en surrealistisk forlystelsespark og meget mere. Det kan være forvirrende, men det ser fabelagtigt ud og giver stor varians. Mange levels har en række skjulte områder, hvor man kan finde artefakter og guld, som man mellem levels kan købe tarotkort med. Disse giver en lang række ekstra opgraderinger. Derudover kan kampagnen spilles i coop-mode, og der er desuden en lang række klassiske multiplayer-modes med de sædvanlige discipliner som deathmatches og capture-the-flag.

Painkiller: Hell and Damnation bringer intet nyt eller originalt og prøver heller ikke på det. Hvis man har et uudslukkeligt behov for bare at skyde, er det en klar vinder, og den visuelle præsentation er imponerende. Udover det er der groft sagt ikke noget at se her.

7 / 10

Læs om vores karaktersystem Painkiller: Hell and Damnation - Anmeldelse Jesper Larsen Længe leve shooters! Også dem der er forbudt i Tyskland. 2012-10-29T12:03:00+01:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!