Eurogamer ser tilbage på Assassin's Creed

Hvor kom serien fra, og hvor er den på vej hen? Læs vores tilbageblik.

Altaïr, Ezio, Connor og Desmond. Alle er helte, der har skabt Assassins Creed.

I Assassin's Creed-spillene skal man helt ind i hovedpersonernes DNA, hvis man leder efter gamle minder. Helt så krævende er det næppe for mange af seriens fans at huske tilbage på det første Assassins Creed. Det udkom for fem år siden, og det er faktisk mærkværdigt at tænke på, at vi vidste meget lidt om Assassin's Creed tilbage i november 2007. Siden er serien blevet en af denne konsolgenerations absolut største, og med Ezio Auditore, hovedpersonen i 2'eren, er man kommet så tæt på en videospilmaskot som kun Super Mario har været.

Snart udkommer Assassins Creed 3 som en konklusion på trilogien -- den udvidede trilogi, vel at mærke, hvis man tæller alle Ezio-spillene sammen som ét. I dag ser Eurogamer derfor tilbage på det første spil i serien. Det handlede hverken om Ezio eller Connor, men derimod om Altaïr, en vanæret snigmorder, som måtte lære kunsten at snigmyrde fra bunden af for at træde tilbage i Ordenen under Det Tredje Korstog. Ser man spillet i et overordnet perspektiv, handlede det i bund og grund om ni snigmord, som hver især krævede forskellige forberedelser. Man overhørte en samtale, bestak en stikker eller sendte breve frem og tilbage, før man skulle træde ubemærket ind i et rum og tage livet af målet.

En af de mest bemærkelsesværdige ting ved det gamle Assassins Creed var den flid, som Ubisoft Montreal lagde i at gøre Animus-maskinen til noget meningsfuldt. Det er den maskine, som den egentlige hovedperson, Desmond, bruger til at genopleve minderne om sin forfader Altaïr. Det skabte en udvidet fornemmelse for rum og tid, hvor du ikke styrer en person direkte, men derimod leger dukkefører. En bane er heller ikke et sammenhængende tidsforløb, men fragmenter af en svunden tid, der i sidste ende fører til den velkendte 'synkronisering' mellem forhistorie og nutid.

Og frem for at leve i en gråzone mellem realisme og fantasi, er Animus en god måde at få spilleren frakoblet kravet om ekstrem realisme. Grafikfejl er ikke længere pga. din Playstations ydeevne, men en del af Animus' fejlfyldte programkode. Fjender, der snakker engelsk midt i Jerusalem, gør det fordi Desmond oplever det sådan. Det er ikke altid logiske oplevelser, man møder i Assassins Creed, men det er helt ok med spillets udgangspunkt.

6

Det første spil var det svageste, men siden blev Assassins Creed meget bedre.

Historiefortællingen i Assassins Creed blev mere farverig og snørklet i løbet af de fem år, hvor det i etteren var relativt forsimplet og et meget skarpt afgrænset univers. Om det har været pres for at få spillet færdigt eller ej, så gav Animus-mekanikken skyts til spilanmeldere til at kritisere den ensformighed, der ramte Assassins Creed 1 efter et par timer.

Der var i princippet ikke noget galt med den åbne verden i Assassins Creed 1, og selv fem år efter det første spil er der stadig skønhed at finde i Damaskus og Masyaf. Gaderne er fulde af liv med tyveknægte, vagter og butiksejere, som knævrer og skændes, mens man ser palmetoppe fra alle tagene. De senere spil har fået større ros for byernes sammensætning og størrelse, men allerede i det første spil var de glimrende. Man manglede bare noget at lave. Udviklerne svarede igen ved at tilsætte ekstra missioner og habengut i 2'eren, og det blev et skæbnessvangert skift for spillet.

Byerne har aldrig manglet muligheder for at komme omkring. Det enorme netværk af platforme har egentlig været de mindst anerkendte ting ved spillene, men det er dem, man kommer til at sætte mest pris på efter en gennemspilning. Det er fedt, at spillet ikke behøver lyse genveje op som andre spil har været nødsaget til.

3

Det er sjældent, at et spil er så flot, når man sidder ned.

En svaghed ved disse løbesekvenser har dog altid været ubalancen mellem store og små handlinger. Tit forventer spillet, at du sniger dig stille og roligt op ad væggene for at komme til dit bytte, men det kan hurtigt ændre sig til et krav om hurtig flugt fra vagterne. Det er en balance, som Assassins Creed-serien stadig kæmper med. Det virker faktisk som om udviklerne har besluttet sig for, at man aldrig vil kunne rette op på problemet. Når man ser tilbage på Assassins Creed 1, var den største styrke faktisk, at man kunne dyrke stealth-stilen fuldt og fast, hvis man ønskede det. Alene det at sidde på en bænk eller skjule sig i folkemængden var en utrolig magtfuld handling, og det velkendte træk med at gemme sig i en høstak er stadig en både genial og fjollet form for gemmeleg.

Serien har dog altid haft svært at lave snigmord uden at blive opdaget. Som regel har en eller anden småfejl sat alarmer i gang og gjort scenen til et vaskeægte blodbad. Snigmordene, især dem fra højderne, har altid været de bedste øjeblikke i serien - fornuftigt ledsaget af den tilfredsstillende lyd, når Altaïrs dolk ramte en fjendes strube. Det var øjeblikke som dem, i al deres grusomhed og stilhed, der var de bedste i Assassins Creed 1. Man savner ikke de ensformige kampsekvenser med vagterne, og det går hurtigt op for én, når man genspiller Assassins Creed 1, at alle tilføjelserne i de følgende AC-spil aldrig har skabt så gode oplevelser som et vaskeægte snigmord.

5

Der var ikke meget at lave i Damaskus, men du glemmer aldrig det øjeblik, hvor du for første gang kravlede op i et tårn.

De senere spils sci-fi-prægede tilføjelser føles næsten fjollede og overflødige, når man spiller Assassins Creed 1. Sci-fi-elementerne var næsten ude af syne i det første spil, så man i stedet kan gå i dybden med konflikten mellem Assassin- og Templar-klanerne. Det synes jeg var mere interessant end alt det dommedagsnonsens, der flyder i de nyere AC-titler. Selve kampen mellem de to fraktioner er en filosofisk kamp. Tempelridderne vil have orden gennem underkastelse, mens Assassin-krigerne vil have frihed under ansvar. Man kan spille i timevis i Firenze, Jerusalem og Boston, men i bund og grund bruger man tiden på at løse denne tidløse konflikt.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!