Lucius: Anmeldelse

Djævledrengsspil er et inferno af dårlig spilmekanik.

Der svælges i død, ødelæggelse og mørk magi i det nye finsk-producerede gyserspil Lucius, men det til trods er oplevelsen en ganske tam og kedelig affære.

Det starter ellers lovende, da man som spiller får tildelt kontrol over Lucius, en kun seks år gammel guvernør-søn med den tvivlsomme skæbne at han er udset som okkult medium af Mørkets Fyrste i egen diabolske person. I sin søgen efter at bringe helvede til jord sender Fanden den djævelske dreng på dræbertogt i familiens kæmpevilla, hvor tjenestepersonale og familiemedlemmer har deres daglige gang.

Spillet er opdelt i kapitler med hvert kapitel udmundende i et dødsfald. Vejen til succes er dog ikke ligefrem, og således må spilleren først udtænke og forberede den hændelse, der skal blive skæbnesvanger for den udsatte person. Det viser sig dog hurtigt at være en overordentlig svær opgave, eftersom spillet vælger at præsentere sine gåder med et minimum af information.

1

Slagteren skal dø. Roger. Hvordan? Hmm... det må du selv gætte dig til, og forvent ikke hjælp, hvis du har svært ved at løse opgaven.

Som oftest bliver man kun informeret om, hvem der skal dø, eksempelvis stuepigen, butleren eller onklen, men det bliver ikke rigtig indikeret, på hvilken måde. Var det fordi, spillets struktur tillod spilleren selv at eksperimentere med sin dødsfælde, kunne det betragtes som en styrke, men virkeligheden forholder sig desværre stik modsat. Der findes kun én løsning til enhver given gåde, og det betyder i praksis, at man famler meget i blinde.

I de indledende gåder er det et mindre problem, fordi Lucius kun har adgang til små områder af villaen, men som spillet åbner op har du et kæmpemæssigt areal at søge fattigt for remedier, der måske, måske ikke, kan bruges til den pågældende gåde. I den forbindelse er det ej heller nogen hjælp, at remedierne mange gange er gemt væk i diverse afkroge så som klædeskabe, skuffedarier og andre ikke-synlige steder, hvilket praktisk talt gør det til et spørgsmål om held, om du finder dem eller ej, og det er selvsagt dårligt spildesign.

2

Seks-årige Lucius agerer okkult medium for Fanden selv, der i øvrigt påstår at være hans far. Man tænker sit om undfangelsen...

Som spillet skrider frem tildeles Lucius nye evner og bliver bl.a. i stand til at flytte ting ved hjælp af tankens kraft, ligesom han kan overtage særligt svage personer. Når han bruger disse evner, dog, vækker det opsigt blandt eventuelle forbipasserende, der måtte få øje på Lucius og leder således mistanken over på ham.

Derfor skal man som spiller være ekstra opmærksom på, at disse evner kun bruges, når det er absolut nødvendigt, og når ingen kigger. I kampens hede kan det dog være svært, og bliver man først opdaget, er spillet slut og det er forfra. Da kapitlerne kan have en betragtelig længde, er det utrolig frustrerende at måtte genspille den samme sekvens igen og igen, så mange gange man bliver opdaget, specielt fordi den lineære spilstruktur gør oplevelsen identisk med den foregående.

3

At man forsøger at spinde en seriøs historie omkring spillets vanvittige begivenheder giver ikke den store mening, slet ikke når figurerne ligner nikkedukker og bliver ved med at gentage den samme dialog igen og igen.

Det haltende spildesign får ikke megen hjælp fra spillets narrative kontekst, der fremstår direkte stupid. Udviklerne forsøger ellers ihærdigt at opbygge et plausibelt univers, hvor Lucius grusomme gerninger udløser respons fra de øvrige familiemedlemmer, der er opsatte på at få opklaret omstændighederne omkring hvert enkelt dødsfald. De hyrer derfor en privatdetektiv, der bruger størstedelen af spillet på at bortforklare hændelserne som tilfældigheder, indtil historiefortællingen tager en yderligere mærkværdig drejning og mister al troværdighed.

Man skal vitterligt anstrenge sig for at finde noget positivt at sige om Lucius som computerspil. Det er et koncept, der oser af potentiale, men i denne form så ringe udført, at man gør klogt i at styre langt udenom. Selvom det virker tillokkende i rollen som en bette knægt at orkestrere makabre dødsfald, fremmane helvedesild og udøve anden okkult spasmageri, er Lucius en spilmekanisk katastrofe, der leger med kræfter, det ikke selv kan styre.

3 / 10

Læs om vores karaktersystem Lucius: Anmeldelse Mark Elsberg Djævledrengsspil er et inferno af dårlig spilmekanik. 2012-10-26T15:25:00+02:00 3 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!