Hotline Miami: Anmeldelse

Til maskebal i firserhelvede

Er der gået inflation i indiespillene, eller er det i virkeligheden noget af det bedste, der er sket for spilbranchen? Her på Eurogamer.dk mener de fleste af os det sidste. Titler som Super Meat Boy, Fez, Minecraft, LIMBO, FTL og mange andre viser, hvordan mindre teams og passion kan bringe kreativiteten tilbage. Branchen er stagneret, og de giftige små spil har sneget sig om bag mastodonterne og har backstabbet for 8 x skade. Det er ikke automatisk en god ting, men det har bragt pionerånden tilbage i branchen, og det har gjort det muligt for folk med mere eller mindre vanvittige ideer at få lov til at undersøge, hvor fantasien kan tage os hen.

Det rammer så en hårdt i nakken, når der er tale om folk med så syge fantasier som svenske Dennaton Games. Hotline Miami hedder den første udgivelse fra det to mand høje team, der består af indieudvikler-darlingen Jonatan Söderström, aka. Cactus, og hans ven, Dennis Wedin. Söderström er kendt for at lave små, hurtige og gratis spil, der udfordrer spillerens fordomme og ide om, hvad spil kan være. Denne gang har han dog måttet skabe en lidt mere solid spilmæssig ramme, da Hotline Miami rent faktisk skal kunne sælges. Men hvis du tror, at det har resulteret i et spil, der bukker og nejer, så tro om igen. Der er tale om et orgie af retro-grafisk splattervold af klammeste kaliber, når du i rollen som lejemorder skal smadre dig gennem midtfirsernes Miami.

"Der er tale om et orgie af retro-grafisk splattervold af klammeste kaliber, når du i rollen som lejemorder skal smadre dig gennem midtfirsernes Miami."

pizza

Mellem hver mission får du en snak med din underlige kammerat... og der er jo intet som pizza efter et blodbad.

Vi må næsten prise os lykkelige for, at Dennaton har valgt at vise spillet ovenfra i bedste overpixellerede oldschool arkadestil, for det er ikke sikkert, at vi havde kunnet holde frokosten nede, hvis det var mere realistisk. Du er en maskeret dræbermaskine, som i starten af hvert kapitel i spillet modtager et telefonopkald på den titulære hotline, hvor du får tildelt en ubehagelig opgave, der skal udføres. Og så starter ultravolden. Her er det, at man som spiller stopper op. Det her er nemlig ikke Grand Theft Auto, hvor det er morsomt at køre folk ned og skabe kaos. Volden i Hotline Miami er brutal og ækel. Det ene øjeblik sidder man som spiller og føler sig umådelig sej, men det næste bliver det for meget, og ens handlinger bliver for grænseoverskridende til, at det er sjovt. Der er en grund til, at spillets hovedperson kaster op efter sin første mission. Man kan jo næsten set det som en intertekstuel metareference til...

Nej... det holder ikke med en distanceret analyse alene. Miami Hotline er mere end bare et provokerende actionspil. Mere end endnu et masseproduceret, pubertært brug-og-smid-væk-produkt, selv om det er det indtryk, det umiddelbart giver. Det er en skæv kommentar fra en ægte auteur, som forstår at bruge mediet som våben i kampen mod middelmådigheden. Og deri ligger det sublime, det nye, det frække og ustyrlige, som kun indieudviklerne er i stand til at give os. Som der bliver sagt i Indie Game: The Movie, har de store spil ofte ingen sjæl, intet hjerte. Hotline Miami HAR sjæl. Men hvordan fanger vi så den og dens betydning på skrift?

combo

Er du hurtig på aftrækkeren, laver du comboer. Jo flere point, desto flere nye våben og masker (som giver specielle evner) kan du låse op for.

Ud med autopiloten. Krøl første kladde sammen. Ild i lortet, væk! Grafik, lyd styring, bla bla bla. Hvor er det irrelevant, hvor er det dræbende kedsommeligt. Har spilbranchen hypnotiseret os med overfladen og teknikken? Har den måske endda hypnotiseret sig selv? Er vi udbydere og forbrugere, der bare sidder i hver sin ende af guldkalven og savler hjernedødt? Stopfodrer udviklerne dyret med de dyreste gourmetbidder, de mest udsøgte ingredienser, de kan finde, i håbet om, at der kommer andet end lort ud i den anden ende? Salturt, styrkeløse briller, spildt programmørblod, kejserens nye klæder. Pointen i spil er jo ved at synke til bunds i en Technicolor-farvet sø af ulidelig, klistret, fokusgruppeorienteret og gennemresearchet middelmådighed, der er skabt fra ende til anden til at sælge. Vi sidder bare her og vinker den godt på vej. Men den vinker ikke tilbage, folkens, den er, som Stevie Smith engang skrev, ved at drukne. Og nogle af os ser passivt til med døde øjne, omgivet af Doritos og Moutain Dew.

"Du ved ikke, hvorfor du er på missionen, hvad meningen med galskaben er, men du må bare videre."

Det er derfor, du skal besvare opkaldet fra hotlinen, tage en åndssvag maske på for at være anonym, hoppe ind i din DeLorean (hvorfor lige en DeLorean? Regn den selv ud, menneske!) og udføre din mission. Det er en ubehagelig mission, ubehagelige pixels, der kun er ude på at dræbe dig, og du er nødt til at være knivskarp for at overleve. Du ved ikke, hvorfor du er på missionen, hvad meningen med galskaben er, men du må bare videre. Soundtracket stryger dig mod hårene, det er ondt, skramlende, pulserende, møgbeskidt, levende, genialt. Farvetonerne er udtværede, pink, gullige, grønlige, som på et gammelt VHS-bånd med Miami Vice, hvor Don Johnson har fået klovnemaske på og drøner rundt i Marty McFlys øse. Der er skarpe pixels over det hele, masser af retro-spilreferencer, fedt understreget af den NES, der står ved siden af hovedpersonens seng, hvor han vågner hver morgen før en mission. Spillet fortæller masser af den slags små historier mellem linjerne, og universet er dragende. Den overordnede firseræstetik og stemning er langt mere Drive og Scarface, end den er Back to the Future.

window

Du skal holde ekstremt meget øje med omgivelserne. Du kan f.eks. blive pløkket ned gennem et vindue.

Det er ikke Modern Warfare, det er ikke FIFA version 2037. Det er Miami Hotline, og det er indiespillenes version af et los i løgene. En engelsk bruger udtrykte det bedst et sted inde på Metacritic, af alle steder: "It's a top-down fuck 'em up". Redaktøren på vores engelske søstersite gav det 10/10 i en anmeldelse, som basalt set bare beskrev, hvordan han spillede spillet. Ikke noget med fancy analyser af gameplayet, ikke særlig megen snak om grafik og lyd. Bare ekstase over den knivskarpe oplevelse. En desperat bruger skrev i kommentarerne "Jamen... gælder det så bare om at rende rundt og smadre folk igen og igen?". Ja.

It's a bloody top-down fuck 'em up.

r

Dette kommer du til at se meget ofte. Hotline Miami tøver ikke et splitsekund med at få dig ned med nakken.

Hotline Miami er lemlæstelsens Trackmania. Det er lejemorderens Super Meat Boy og B-filmenes Trials. Det er dig mod en bane fuld af folk, der ikke vil dig noget godt overhovedet. Er du i virkeligheden morder, eller prøver du bare at overleve i firsernes Miami, som var styret med hård hånd af pimps og crackdealere? Får fjenderne det mindste glimt af dig, går de øjeblikkeligt efter struben, og du må forsøge at stede dem til hvile, før de får ram på dig. Sker det sidste, så trykker du på R for at reinkarnere dig selv ved sidste checkpoint. Og så gør du det igen. Du kommer til samme hjørne. Du har et haglgevær med et skud i hvert løb. Der er tre mand høj rundt om hjørnet, og du kan se dem, men de har ikke set dig. Endnu. Den ene sidder ned og puffer en cigar, den anden patruljerer med et baseballbat, den sidste står med ryggen til, men han har en maskinpistol. Hvad gør du? Du angriber og skyder ham, der sidder ned. Det var dumt. Maskingeværsmanden vender sig øjeblikkeligt og fyrer løs. Du er død.

R

Denne gang tænker dig om. Den siddende mand har intet våben. Du løber om hjørnet, fyrer en byge hagl i ryggen på geværmanden, vender dig mod stodderen med battet, gør ham til en festlig vægdekoration i rødt og sort, og... bliver tæsket af cigarmanden, da du ikke har tid til at kaste geværet fra dig. To sekunder tog det hele. Død.

"Du løber om hjørnet, fyrer en byge hagl i ryggen på geværmanden, vender dig mod stodderen med battet, gør ham til en festlig vægdekoration i rødt og sort..."

R

Okay. Dyb indånding. Lige én gang til, selv om klokken er ved at være to om natten. Du fokuserer på mændene, studerer patruljefyrens præcise mønster. Denne gang skal det BARE være løgn. Du ser, at manden med battet nogle gange kommer tæt på de to andre. Hjertet banker. Verden pulserer, pink, gul, grøn, den vugger ligesom. Er du på crack? Forestiller du dig musikken, eller spiller den virkelig, pumpende, insisterende, et langtrukkent åndedræt før ordene "gør det nu, gør det nu!". Du løber om hjørnet og skyder. Der er stille. Dine tre modstandere blev alle ramt af dit skud, og ligger nu for enden af gangen. To af dem er døde, den tredje kravler såret videre hen mod et våben. Du går koldt hen til ham og trykker på Space for at hamre hans knold gentagne gange i gulvet, indtil du hører et kvalmende knæk, og han ligger stille. Ikke R. Ikke denne gang. Endelig kom du videre, et skridt længere mod afslutningen af mareridtet. Og så bliver du skudt i ryggen af en person, du slet ikke set. Det var ham, der lå et par lokaler væk på sofaen og gloede elendigt tv, indtil du kom og smadrede hans venner. Han hørte skuddet. Han var ikke tilfreds.

Død, død, død.

R, R, R!

9 / 10

Læs om vores karaktersystem Hotline Miami: Anmeldelse Jonatan A. Allin Til maskebal i firserhelvede 2012-10-26T13:45:00+02:00 9 10

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!