Medal of Honor: Warfighter sendes på gaden med talrige fejl

Og EA viser det frem i fuld offentlighed. Der kommer dog en opdatering på udgivelsesdagen.

Bl.a. retter opdateringen en fejl, hvor spillet holder op med at reagere på dine input.

Om to dage udkommer Electronic Arts' seneste spil i Medal of Honor-serien, Warfighter. Her må du være forberedt på en lidt ujævn spiloplevelse, hvis ikke du omgående henter den første opdatering til spillet.

I noterne til denne opdatering, der sendes online på selve udgivelsesdatoen den 23/10, indrømmer EA indirekte, at spillet i sin rene form er fyldt med fejl. Nogle af dem kan endda gøre spillet uspilleligt.

Opdateringen kommer på samme tid til både pc og konsoller og retter fejl i både single- og multiplayerdelene. Noterne ligger i fuld længde på udgiverens hjemmeside, men blandt de mere graverende er som følger:

  • Sværhedsgraden var som udgangspunkt sat til Easy i stedet for Normal.
  • Kontrollen med spillet stopper under 'visse omstændigheder'.
  • Snigskytterifler fik fuld zoom uden at skopet var sat til.
  • Spillerne blev skubbet væg fra vægge, hvis de gik i aim-mode.
  • Visse undertekster manglede tilfældigt.
  • Spillere hoppede ind i det andet holds voice-chat.
  • Eksplosioner gav anledning til at den forkerte lydfil blev spillet.
  • Spillerne blev i begyndelsen af visse runder udstyret med våben, der ikke fungerede før spilleren døde.

Trenden med at udgive opdateringer på selve udgivelsesdagen er ikke ny, ej heller for Electronic Arts, der i sin tid smed en 170 MB patch efter Battlefield 3.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!