Borderlands Legends kommer til iPhone og iPad

Med nogenlunde samme oplevelse som storebror til konsollerne.

Der er tusindvis af våben at samle i Borderlands Legends.

Snart kan du spille det populære, Diablo-inspirerede skydespil Borderlands på farten med din iPhone og iPad. Gearbox Software arbejder på en håndholdt udgave kaldet Borderlands Legends, der ifølge en reklame fra udvikleren selv vil udkomme inden udgangen af denne måned.

Udvikleren har dog ikke afsløret spillet rent formelt, men du kan se reklamen lige under denne tekst.

Legends bygger på det oprindelige Borderlands 1 med samme holdopsætning, og præcis som i de større udgaver handler det om at dræbe fjender, tjene erfaringspoints og samle på eftertragtede våben. Hver figur har sine unikke færdigheder, som du låser op for, efterhånden som du stiger i niveau og bliver stærkere.

En stor forskel fra konsolversionerne er desuden, at alle missionerne skabes tilfældigt uden en forudbestemt handling. Det lyder også mere passende for det håndholdte format, som man oftest spiller i kortere seancer ad gangen.

Eurogamer afventer nyt fra Gearbox, når en endelig afsløring af Borderlands: Legends er på plads. Indtil videre kan du nærlæse reklamen lige her:

1

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!