Anmeldt på Xbox 360.
Lad mig starte med at sige, at jeg ærligt talt aldrig nogensinde har været i nærheden af det oprindelige Carrier Command. Det er før min tid, og det har ikke formået at kæmpe sig ind på min radar, før jeg fik stukket reinkarnationen af selvsamme spil i hånden. Der er ingen nostalgisk stemme bagerst i hovedet, der konstant bringer minderne fra '88 frem, og selvom det egentlig er passende, kommer der ingen sammenligninger mellem genfødslen og det oprindelige spil, der i fordums tid revolutionerede strategi- og spilgenren, og trådte ind på scenen, som det første egentlige Real Time Strategy-spil.
I Carrier Command: Gaea Mission er Jordens vandforsyninger så småt ved at være løbet ud, og United Earth Coalition, UEC er tvunget ud blandt stjernerne for at overleve. UEC's modstykke Asian Pacific Alliance, står dog med samme problem og står nu over for en åben konflikt på månen Taurus.
Idéen bag spillet er genial, og træder langt væk fra andre forsøg på at lave et moderne strategispil. Taurus består af 33 vidt forskellige øer, som alle hver især er i besiddelse af deres eget lille unikke økosystem - nogle er dækket af sne, mens andre er dækket af massive skove og lader vulkaner tårne sig op i horisonten. Det er dit, kaptajnens job at overtage alle disse unikke øer for at vinde frem i krigen mod APA. Nogle øer bruges bedst til forsvar mod fjenden, mens andre høster ressourcer og udvikler teknologi til dit benzinslugende kæmpeskib og militærfabrik, Carrieren, og resten af bevæbningen. Alt dette finder sted på et skakbrætslignende kort, hvor strategien for at få herredømmet skal udvindes. For at overtage øerne kræves det dog at øens Command Center bliver overtaget. Med en hær på fire fly og ligeså mange amfibiekøretøjer, er det din opgave at rykke ind på øen, udrydde al form for modstand, for derefter at hacke kontrolpanelet i førnævnte Command Center. Dette gøres som i et traditionelt action-skydespil. Fartøjerne styres enkeltvis fra et tredjepersons perspektiv og der kan til hver en tid i invasionen, frit skiftes mellem alle otte dræbermaskiner. Spillet kombinerer to genrer og fører dem sammen i en hybrid, som fungerer umådeligt godt. Det er et overordentligt godt koncept, som svæver blidt over alle de andre, i en klasse for sig.
Taurus består af 33 små øer, som alle bidrager til dit herredømme på deres egen måde.
Desværre forholder det sig sådan, at resten af spillet ikke rigtig formår at yde det fantastiske koncept retfærdighed. Første time af historiedelen, spilles i støvlerne på hovedperson, Kommandør Myrik i en FPS-sekvens, som er flere mil fra overhovedet at fungere det mindste. Det er en frygteligt ringe påklistret lille del, som aldrig nogensinde skulle have kæmpet sig vej ind på det endelige produkt.
Også senere, når de rigtige slag skal slås på de forskellige øer, er det desværre med en dårlig smag i munden ret meget af tiden. AI'en for de fjernstyrede fartøjer er simpelthen ikke god nok, og et ellers nøje kalkuleret angreb har en tendens at munde ud i rent kaos. Strategi ender alt for tit med ikke at betale sig, da AI'en har det med at tage over og gøre noget, som ikke bestemt ikke var en del af planen. Kombineret med en ubarmhjertig fjende, resulterer det ofte i et ukontrolleret blodbad og et kæmpe spild af ressourcer. Samtidig gør Carrier Command brug af en kæmpestor og kompleks menu, hvor Xbox-controlleren ikke er i nærheden af at være tilstrækkelig. Der er ikke nogen rigtig logik i hvordan det er sat op, og det hændte for mange gange, at køretøjerne blevet givet en forkert ordre. For mange kommandoer er sat på samme knap, i forskellige menuer, og det er i det hele taget bare alt for komplekst at navigere rundt. Samtidig er styringen hos de forskellige fartøjer også utroligt kluntet, og det gør kampprocessen til en rodet og irriterende affære.
Carrier Command: Gaea Mission prøver også kræfter med en shooterdel. Det går ikke så godt.
Når slagene går sin gang er det desværre også snarere reglen end undtagelsen, at det foregår på nogle ret så uinspirerende slagmarker med teksturer, som ikke har formået at indlæse. Samtidig er skovene og bygningerne en smule for takkede og unaturlige. Generelt er det en meget blandet visuel oplevelse - For mens grafikken kun kan betegnes som middelmådig inde på øerne, er der også øjeblikke på det åbne hav, hvor skibet tager sig så flot ud, at man nærmest kan mærke skumsprøjtene op mod stavnen. Men det er beklageligvis kun en ud af ti gange, at spillet kommer op og nærmer sig noget som kan betegnes som flot. Resten går tabt i det middelmådige og kedelige.
For at vende tilbage til de positive aspekter af Carrier Command: Gaea Mission, så er den strategiske del af spillet eminent. Fjenden angriber med jævne mellemrum øerne på Taurus, og der skal tages stilling til en lang række dilemmaer. Skal du komme øen under angreb til undsætning eller kan det bedre betale sig at angribe bag fjendens linjer, når nu hele offensiven er placeret et andet sted? Dertil skal det også siges, at spillene kommer op og varer rigtig lang tid, og det er med til at gøre krigen til en underholdende oplevelse. Dilemmaerne hober sig op, og hver beslutning har konsekvenser for krigens videre forløb. Sværhedsgraden kan justeres, og allerede på standardindstillingen, går der ikke mere end små ti minutter før de fjendtlige fartøjer er rullet op på en strand i øhavet, klar på en invasion.
Når øerne skal indtages, tages flyvemaskinerne, Mantas, og amfibiekøretøjerne, Walruserne, i brug.
Med den overordentligt gode strategiske side af spillet, ærgrer det mig derfor også endnu mere, at der ingen multiplayer er at finde. Konceptet bag det hele er nærmest nede på knæ for at indeholde multiplayer, og der er ingen grund til, at det ikke skulle fungere. Og det er en stor og ret så tydelig ridse i lakken, for det kunne have gjort oplevelsen så meget bedre, og tilføjet en mængde holdbarhed til den samlede pakke, som computermodstanderen ikke rigtig kan give.
Carrier Command: Gaea Mission ender med at skuffe. Der er simpelthen for meget der ikke fungerer tilstrækkeligt godt, og det yder overhovedet ikke konceptet og grundfilosofien retfærdighed. AI'en forhindrer al form for taktisk snilde, og grafikken er bestemt ikke noget at råbe hurra for. Den kluntede styring kombineret med førnævnte AI resulterer i noget værre rod, som burde have været en gang mere forbi kvalitets tjekket, for det ender desværre med at hive spillet gevaldigt meget ned - og det fortjener konceptet ikke.
Til allersidst skal det dog lige nævnes, at Carrier Command nok egner sig bedst til PC. Controlleren til konsollerne er ikke rigtig tilstrækkelig, når det gælder menuer, som i den grad hylder valgmuligheder og kompleksitet. Samtidig er det fuldstændig sikkert, at PC-versionen vil tage sig væsentligt bedre ud end broderen på konsol, mens det samtidig kun kan være lettere at manøvrere de tunge køretøjer rundt med mus og tastatur i stedet for en konsolcontroller.
6 / 10
