Star Citizen mangler penge og søger måske mod Kickstarter

Wing Commander-udvikleren mangler så mange penge til sit rumprojekt, at han måske tager på Kickstarter for at skaffe dem.

Forleden skrev vi et smugkig på spillet Star Citizen, der i øjeblikket er under udvikling af manden bag 90'er-hittet Wing Commander. Vi kan se frem til et grafiktungt og ambitiøst rumspil, men da spillet finansieres ved hjælp fra normale gamere og ikke spiludgivere, er det om at finde de rigtige steder at reklamere.

Og det har åbenbart voldt nogle kvaler for Chris Roberts, der indtil videre kun har samlet penge ind på spillets hjemmeside, robertsspaceindustries.com. Med knap 24 dage tilbage er der kun indsamlet 40% af det beløb, som Roberts forventer at skulle bruge til første udviklingsfase af Star Citizen. Der er indsamlet knap 5,4 mio. danske kroner, og frygten er nu, at holdet slet ikke kan nå at samle det krævede beløb ind på den tid.

Derfor opfordrer Roberts i et nyt indlæg på Star Citizens Facebook-side alle til at give sin mening til kende om spillet i stedet skal finansieres på Kickstarter, der har en langt større brugerflade. På netop den tjeneste har Obsidian indsamlet knap 20 mio. kroner til Project Eternity, og hvis der kommer nok 'likes', vil han overveje det.

Star Citizen forventes i alt at koste 12-14 mio. amerikanske dollars at gøre færdigt, men udviklingen og finansieringen vil ske i flere faser.

Star Citizen Squadron 42 Trailer

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!