Sony lægger an til voldsomme kampe mellem de største Playstation-stjerner i et spøjst nyt spil, PlayStation All-Stars Battle Royale, der kan testes fra på onsdag for særligt udvalgte gamere. Det sker over internettet i Playstation Store.
Spillet låner meget tydeligt fra Nintendo-spillet Super Smash Bros., hvor det var kendte Nintendo-figurer såsom Mario og Bowser, der kæmpede mod hinanden. I Sonys tilfælde er det navne som Kratos fra God of War, Colonel Radec fra Killzone og PaRappa the Rapper, som er blevet sure på hinanden - og de skal kæmpe i velkendte miljøer fra visse Playstation-spil.
Udgivelsen på onsdag er en prøveudgave af PlayStation All-Stars Battle Royale, der skal give Sony mulighed for at teste systemet og opdage fejl før en senere udgivelse. I første omgang er det en lukket fest for folk, der har Playstation Plus-abonnementet, og der er ikke planer om at åbne testen for almindelige dødelige og/eller fattigrøve.
Der er desuden kun adgang til enkelte figurer og arenaer fra spillet. I sidste ende forventes spillet at indeholde 22 figurer.
Efter planen skal det færdige PlayStation All-Stars Battle Royale udkomme den 23. november.

