Det begyndte i junglen og tog senere en afstikker til den afrikanske savanne, da skydespillene Far Cry og Far Cry 2 udkom i 2004 og 2008. Nu er det tredje spil i serien på vej fra Ubisoft Montreal, og de har tænkt sig at vende tilbage til det azurblå tropevand og de flotte, grønne palmer i de varme lande. Det er en hæderserklæring til den oprindelige ånd fra Far Cry 1, hvor netop de grafiske effekter i junglen var grundpillen, da udviklerne fra Crytek hen over natten gik fra anonym spiludvikler til grafiske eksperter.
Far Cry 3 er som sine forgængere en stor, åben verden, hvor du kan gøre hvad du vil i et kæmpe tropelandskab. Det handler ikke om nøgenbadning og sandslotte, men om ondskabsfulde pirater, der har sat sig for at erobre en tropeø kaldet Rook Island. Problemet er, at spillets hovedperson, Jason Brody, modsætter sig dette og deler øretæver ud til alle, der har tænkt sig at ødelægge hans berusede ferieparadis. Det ender med en grusom overlevelseskamp mellem Jason Brody og piratlederen Vaas.
Og overlevelseskamp er så absolut nøgleordet i Far Cry 3. Så snart Jason flygter fra de angribende styrker, er han efterladt alene i junglen og må selv skabe alle remedier, der skal til for at jage, skaffe føde og dræbe fjender. Det udgør to af de bærende elementer i Far Cry 3: erobringen af områder og skabelsen af sine egne værktøjer. I den åbne verden finder du utallige områder under fjendtlig kontrol, og du har til opgave at erobre dem styk for styk. Du kan få hjælp fra den indfødte Rakyat-stamme, der rykker ind på de erobrede områder og giver dig mulighed for at bygge mere avancerede genstande med øens råvarer.
Amanaki Town er det første mødested i Far Cry 3. Her kan du finde genstande og missioner.
Så snart du nærmer dig et fjendtligt sted, har du tre muligheder for at erobre det. Du kan snige dig ind, angribe på afstand eller stormløbe stedet med de indfødte. Du får erfaringspoints for at rejse dit flag på territoriet, og disse points kan bruges på nye egenskaber og nye træk. Her vil der ifølge Ubisoft være mange spirituelle elementer ind over. Hensigten med de forskellige evner er, at du bliver bedre til netop at snige, angribe eller storme, så du kan specialisere dig. Som en biting kan du også genaktivere strømkabler for at hjælpe landsbyerne på fode med strøm. Den handling giver adgang til større vareleverancer og nyt artilleri, så det bliver lettere at angribe på afstand.
Far Cry 3 byder på et helt unikt crafting-system, hvor du kan sammensætte råvarer til genstande og hjælpemidler. Eksempelvis kan du trave rundt i junglen efter dyr og blade og skabe både helende fødevarer og opbevaringsgenstande. Systemet skal gøre det attraktivt for spillere at udforske junglen og se alle dens planter og dyr. Ubisoft har skabt et helt økosystem på øen, og en vild tiger kan sagtens vise sig at være din allierede, når den angriber fjendtlige soldater mens du blot kører forbi.
På den tekniske side er Far Cry 3 et meget ambitiøst projekt, og på den Xbox 360-version, Eurogamer har spillet, kneb det faktisk med at få den åbne verden til at følge med på konsollen. Efter Ubisofts udsagn mangler de polering før spillet kan udkomme, og det passer. Der var stadig småfejl, tunge grafikfejl og enkelte episoder, hvor spillet frøs. I konsoludgaven manglede der også anti-aliasing, så kanterne var skarpe og klodsede.
Hjælp de indfødte, og de vil hjælpe dig.
Disse grafiske fadæser skader et spil, der ellers har glimrende præsentationsværdi. Visse lyseffekter og den altid tilstedeværende bloom-effekt, hvor figurer og tekstur lyser op med en skinnende effekt, er dog rigtig flot til stede på Xbox 360. Koreografien er også veltilrettelagt i Far Cry 3, for alle planlagte actionscener leverer en ordentlig knytnæve af intensitet og storhed. I én særlig scene svømmede vi gennem en hule på jagt efter svampe, og da vi spiste et par af dem, endte det som verdens største syretrip. Far Cry 3 får hjælp fra den splinternye Dunia Engine 2, der byder på dynamiske vejreffekter og helt nyt lys. Solen følger en normal døgnrytme og skaber en fænomenal stemning, når sollyset skinner igennem lårtykke regnstråler. Som et kritikpunkt sker skiftet mellem sol og regn dog lidt for pludseligt, og det virker ikke overbevisende.
Animationen har fået gevaldige forbedringer med Far Cry 3.
Man bliver efterladt med det indtryk, at Far Cry 3 bliver lige så stort og omfattende at udforske som sine forgængere. Du kan komme rundt på hele øen til fods eller i bil, og du kan sågar bruge en hang-glider, hvis du kan finde den. Fra toppen af bakkerne kan du se flere kilometer af øen uden at opleve grafiske problemer i den forbindelse. Man kan savne visse af de grafiske effekter, der findes i konkurrenternes CryEngine 3. Vi ville gerne have set, at træer knækker forskellige steder alt efter hvor patronerne rammer, men i stedet falder alle planter på samme måde hele tiden.
Far Cry 3 fortsætter traditionen med store, smukke FPS med enorme, åbne verdener. Det er en flot tradition at bevare, når konkurrenter såsom Crysis snarere satser på lineære og lukkede storbymiljøer. Teknologisk er Far Cry 3 et flot spil, men stadig et skridt bag Cryteks grafiske formåen med Crysis.
Far Cry 3 udkommer den 29. november i Europa til pc, PS3 og Xbox 360.

