Test kørsel af Need for Speed: Most Wanted

Hot, nasty, badass speed!

Det er ikke nemt at lave et bilspil som holder i længden. Der er jo et begrænset antal ting man kan gøre i et spil der i sidste ende handler om at køre bil. Så hvordan laver man et bilspil, som bevarer sin underholdningsværdi selv efter mange timers spil? Det er svært at sige, men Criterion og EA gør et godt bud med det nye Need for Speed: Most Wanted.

Historien er en gammel kendt en. Man er racerkører, og man vil være den bedste. For at blive det, skal man vinde over de 10 "Most Wanted" og tage deres bil og deres plads.

En rigtig fed detalje er de sjove introer til de forskellige løb. De traditionelle klip der viser bilerne der kører på banen er peppet lidt op. Fx er der en bestemt type ræs hvor det gælder om at flygte fra politiet, hvor man i introen bliver jagtet af en tornado af politibiler stablet ovenpå hinanden. Det er en sjov lille fjollet ting, som egentligt på mange måde afspejler en af de grundtanker som Criterion har haft med spillet: Det skal være sjovt.

Selve historien spiller egentligt ikke den store rolle i NFS:MW. Den er der bare for at man skal have et mål. Det der virkeligt gør spillet sjovt er friheden. Der lægges op til at man skal udforske byen. Det første man bliver bedt om at gøre, er at køre hen til et såkaldt Jack spot og stjæle den bil der står der. Man har så fremover adgang til at køre i den bil. Disse Jack spots findes rundt omkring i byen, og man skal selv ud og finde dem for at få adgang til de biler. Ved at vinde ræs kan man så opgradere sin bil med nitro og diverse andre ting. Når man vinder får man Speed Points, som samtidigt gør at man får adgang til flere ting i multiplayer delen af spillet. Speed Points bestemmer ens level, og man kan blive op til level 70. Der er også mulighed for at optjene Speedpoints via deres Iphone app.

Alle disse ting gøres overskueligt ved hjælp af Easydrive. Tænk på det som en ultra intelligent GPS. Den bruges til at skifte bil, skifte udstyr på ens bil, til at vise vej osv. Stort set alting foregår gennem easydrive. Desuden holder den øje med om nogen af dine venner har fået en bedre score end dig på bestemte løb, og sender dig en besked om det, så du ved at du skal hen og banke deres score.

1

Hvid bil kigger på dig.

Konkurrence mellem venner er nemlig i fokus for Criterion. Rundt omkring i byen er der fx hastighedsmålere som viser din hastighed i det du kører forbi den. Samtidig viser den dine venners hastighed, og så gælder det om at være den der kører hurtigst. Udover det er der reklametavler rundt omkring i byen. Disse gælder det om at hoppe igennem og smadre, den der så har lavet det længste hop igennem sådan en, får sit billede op på det. Så kører dine venner rundt og kigger på dit ansigt indtil en af dem får taget sig sammen til at lave et bedre hop end dig. Alt det her er bare i singleplayer delen.

Multiplayer delen er som oftest der hvor det for alvor bliver sjovt. Her er der selvfølgelig mulighed for bare at køre enkelte ræs imod hinanden, men der hvor det bliver rigtigt sjovt er når man kører en Speedlist. Speedlists består af 5 tilfældige events. Altså 5 forskellige små løb, som kan være alt fra standard "hvem kommer først" til "nu skal vi se hvor hurtigt vi tilsammen kan flyve 3 km gennem luften", og imellem alle disse events er der desuden ræs hen til starten af det næste event. Man får så point enkeltvis for hvor godt man klarer det, og efter det sidste event kåres der en vinder.

Spillet har noget for enhver smag, med mere end 40 forskellige biler, som håndterer på hver sin måde. Det er et underholdende spil, som er nemt for enhver lige at samle op og hygge sig med, både alene eller sammen med vennerne. Det eneste minus jeg umiddelbart kan se, er at man skal være ret sikker på at man har mindst 3 venner der også gider spille det, hvis man skal udnytte multiplayer elementerne til deres fulde.

På falderebet vil jeg efterlade jer med et citat fra Matt Webster, Executive Producer på NFS:MW; "Hvorfor lave et konventionelt spil, når man kan lave et ukonventionelt et?"

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!