Diablo var på vej til Game Boy Color

Blizzard ville samle djævlens ondskab i den håndholdte spillekonsol.

Blizzard havde store planer for Diablo-serien efter udgivelsen af det andet kapitel i år 2000. Ikke nok med, at der var planer om flere udvidelser og nye figurklasser, der var sågar en specialudgave under udvikling til den håndholdte Game Boy Color og Game Boy Advance.

Det fortæller tidligere ansatte fra Blizzard i en ny bog, der går tæt på den populære spiludvikler i tiden omkring Diablo 2's tilblivelse.

Særligt for Game Boy-spillene, der skulle passe til Nintendos populære, håndholdte konsoller, var at inspirationen var hentet fra Pokémon snarere end de store Diablo-spil. Blizzards tanke med 'Diablo Junior', som spillet hed internt hos udvikleren, var at skabe en forløber til Diablo 2 målrettet et yngre publikum, der havde vist sig indbringende for Nintendo med Pokémon-rollespilsgenren. Blizzard ville udvikle tre forskellige Diablo Junior-titler, hvor hver især havde unikke genstande, som man kunne samle og bytte dem med andre spillere. Kun ved at eje alle tre kunne man få alle genstande.

Idéen blev dog ikke til mere end en idé, for omkostningerne forbundet med at udvikle til håndholdte konsoller var rasende lige efter årtusindeskiftet. Spillet blev droppet kort tid efter skitseringen og indtil videre har Blizzard ikke tænkt sig at sende det aktuelle Diablo 3 ud til Nintendo 3DS eller Playstation Vita.

I bogen lyder det desuden, at der også var store planer med Diablo 2 til pc. Bl.a. havde Blizzard tænkt sig at lave flere udvidelsespakker end Diablo 2: Lord of Destruction fra 2001. Udvidelse nummer to nåede aldrig at få et navn, men tanken fra Blizzard var at tilføje to nye figurklasser og et fælles mødested for alle, der spillede over internettet.

Diablo 3.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!