8% af englænderne har en Playstation 3

Der står mange Sony-konsoller ude i de små, britiske hjem. Og de spiller rigtig meget FIFA.

Sonys spillekonsol, Playstation 3, er fortsat superpopulær i Storbritannien. Faktisk er den så populær, at 8% af samtlige indbyggere i England, Skotland, Wales og Nordirland nu er ejere af konsollen.

Det kom frem i dag, da Sony i dag fejrede sin solgte konsol nummer 5.000.000 i regionen. Tallet er baseret på skønsmæssige data fra britiske GfK Chart-Track, der samler statistik over spil og konsoller ind fra forhandlere i Storbritannien.

Salget af Playstation 3 er især blevet stimuleret af de billigere Slim-versioner af konsollen, som for alvor har skabt landgang hos den almindelige forbruger. Her i september udgav Sony den senest opdaterede version, Playstation 3 Super Slim, der forventes at give en ny saltvandsindsprøjtning til det verdensomspændende salg.

Set over hele Europa er Playstation 3 også blandt de absolut mest foretrukne konsoller. Nintendo Wii fører konsolkrigen med 32 mio. solgte maskiner i Europa, mens Playstation 3 ligger på 26 mio. og Xbox 360 på 22 mio. ifølge VGChartz.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!