Knap fjorten dage før spillets officielle premiere har Microsoft sendt en demo af det meget lovende bilspil, Forza Horizon, ud til Xbox 360. Du kan downloade demoen via din egen Xbox 360 eller sætte gang i processen via internettet på Xbox Marketplace.
Indtil videre er der kun adgang til demoen, hvis du har et guldabonnement på Xbox Live. Almindelige dødelige får adgang i næste uge, skriver Microsoft.
Demoen er ret omfangsrig og byder på flere væddeløb. Så snart du har klaret dem første gang, kan du dyste mod venner på din venneliste i Forza Horizons unikke Rivals-sektion. Når du er færdig med det, kan du udforske en bid af den enorme, åbne verden, som Forza Horizon lægger for dagen.
Alle, der spiller demoen og køber det færdige spil den 23. oktober, får adgang til en unik SRT Viper GTS model 2013 senere hen.

