I dag er der debut til den femte klasse i Borderlands 2. Udviklerne fra Gearbox har indsat den længe ventede Mechromancer-figur i spillet, og den er enten gratis eller til salg for et symbolsk beløb på 70 kroner, alt efter om du har forudbestilt spillet eller ej.
Det største incitament til at bruge Mechromancer er figurens følgesvend, Deathtrap, en lille robot, der kan optage en masse skade fra modstanderne, mens du holder dig i baggrunden og deler øretæver ud.
Mechromancer udkommer på samme tid til pc, Playstation 3 og Xbox 360.
Figuren har tre forskellige specialiseringsretninger, der alle bygger på forskellige former for samspil med Deathtrap-robotten. Du kan enten gøre Deathtrap mere selvstændig og potent eller øge jeres fælles evner i retning af stor, men tilfældig skade på modstanderne. Du kan se de tre specialiseringsgrader på Borderlands' hjemmeside.

