World of Warcraft: Mists of Pandaria: Anmeldelse

En ny udvidelsespakke til World of Warcraft skal samle de vestlige og asiatiske spillere. Lykkes det, og er den bedre end Cataclysm?

Da vi så spillet for første gang, virkede det faktisk som en joke.

Vi var vant til at se kampen mellem Alliance og Horde som et blodigt og nådesløst opgør i udvidelsespakkerne Wrath of the Lich King og Cataclysm, men nu skulle vi pludselig spille som en ny race bestående af bløde, søde og nuttede pandaer. Pandaren, den nye pandarace med sine meget menneskelige træk, virkede nærmest som en tegneserieagtig fortolkning af WoW-universet.

Men vi tog fejl.

For Blizzard har ikke haft til hensigt at ødelægge det etablerede univers, men derimod at fortælle en helt, helt anderledes historie gennem et folk, der blot er mere stille og roligt i forhold til de gængse racer. Der er samtidig så meget modenhed og holdbarhed i Mists of Pandaria, at alle spillere, der har travet igennem de eksisterende udvidelser, vil føle sig hjemme med det samme. Indtil nu har spillet været repræsenteret af et teenagepræget voldsdrama, men med Pandaren er der kommet en menneskelighed ind over med masser af følelsesmæssigt krudt.

Det nye mål er at blive level 90, men desværre er vejen dertil blevet brolagt med en fortælleteknik, der skiller sig afgørende ud fra de hidtidige World of Warcraft-titler. Faktisk føles det som et skridt tilbage i forhold til det system, man havde finpudset i Cataclysm. Hvor du før fik adgang til utallige quests og underopgaver, hver gang du klarede bare en enkelt mission, er Mists of Pandaria meget stramt styret. Der er heller ikke nær så meget indhold at kæmpe igennem, og generelt møder du mange bump på vejen mod at finde end-game-indholdet.

1

Mød Hozon-racen. Onde abekatte!

For det første har man fjernet flyveskills før level 90. For det andet har man simpelthen begrænset antallet af quests, man har til rådighed på samme tid. Med sig ryger incitamentet til at gå på opdagelse. For det tredje er der en vis rutine i spillets quests. Du skal oftest udforske, dræbe og så vende tilbage til et nyt slag, hvor modstanderne er blevet en smule stærkere.

Det orientalske tema er også ret ensformigt, så længe man ikke er level 90 og kan flyve rundt omkring. Det er helt klart et kontinent, der skal ses fra oven. Pandaren-racens startområde er ryggen af en kæmpe havskildpadde, der er fyldt med så mange farver og detaljer, at selv de mest kyniske Horde-spillere vil fryde sig over at se mediterende Pandaren og andre asiatiske elementer.

2

The Temple of the Jade Serpent viser fedt orientalsk artwork, mens du leveler din figur godt og grundigt op.

Sammen med det nye startområde kommer en ny klasse kaldet Monk. Den er hurtigere og har en mere flydende kampstil, og for veteraner vil den føles som et friskt pust. Dog føles den så anderledes i forhold til de traditionelt set ret statiske kampstile, vi er vant til i WoW. Præcis som med Death Knight har Monk to forskellige energiressourcer, hvor du med Chi kan lave vildere træk og uddele mere skade. Dette system skaber et fedt flow, når du veksler mellem normale øretæver og speciel asiatisk akrobatik.

Klassesystemet bliver påvirket betydeligt af et nyt talent-system, der erstatter det traditionelle system med et nyt princip om at vælge specifikke rolledefinitioner hvert 15. level. Man kan sige både for og imod systemet; enten synes man, at det skærer det overflødige fra, eller også gør det WOW's rollespilsoplevelse alt for simpel for hardcore WoW-spillere.

Igennem de seneste udvidelsespakker har World of Warcraft tit ramt perfektion, men kun i enkelte dele hver gang: grafikstilen var perfekt i Lich King, udforskning var vigtigst i Cataclysm, og så var der de fede dungeons i The Burning Crusage. Men Mists of Pandaria mangler stadig den oplevelse, hvor alle delene samles til den perfekte udvidelse. Selv når du kommer til end-game-indholdet, rammer spillet aldrig det perfekte mix.

3

Se min rustning!

Wrath of the Lich King fik en kølig modtagelse for sit fokus på individuelle præstationer, og det var formentlig derfor, at Blizzard gik den anden vej med Cataclysm og satte fokus på holdarbejde. Med Pandaren er det (desværre) faldet tilbage i Lich King-stilen. Du kan klare alt indholdet på egen hånd og kun dø et begrænset antal gange i forløbet. Udfordringen er simpelthen for lille, men bliver til en vis grad hjulpet på vej af Challenge, hvor du kan erobre hæder og kosmetisk udstyr for at klare dungeons på tid.

Et andet nyt element er Scenarios, hvor du med det samme kan hoppe ind i eventyr for tre spillere på samme tid. Du skal ikke bøvle med at finde tanks, healers og dps'er i chatten, men går bare i gang med det samme. Det er nogle ret hardcore episoder, hvor du ser andre dele af Pandaren-kampene end i selve historien. Sessionerne er dog alle meget korte og stramt styrede, så selvom du får en godbid for at klare dem, er det ikke på samme niveau som Heroic-gear. Blizzard har desuden gjort det nemmere at komme ind i Scenarios og traditionelle Dungeons. Du kan gå i kø til begge dele på samme tid, og selvom du måtte komme ind i et Scenario med det samme, holder du stadig din plads i køen til et Dungeon.

4

Pandaren giver en helt ny vinkel på WoW, som faktisk ender ret voksent.

Mists of Pandaria byder også på daglige unikke quests, når du nærmer dig slutningen af spillet. De er fuldstændigt normale hent-og-bring-missioner, men de giver en vis tilfredsstillelse, da du ser verdenen omkring dig blive forbedret og udviklet med nye bygninger som tak for din indsats. Hvis du er typen, der må og skal gennemføre alting, kan du til sidst bruge måneder på at udvikle dine kæledyrs færdigheder. Ikke kun i det nye land, men over hele WoW-verdenen kan du rejse rundt for at finde modstandere til dit kæledyr og få det op i level.

Gamle dungeons såsom Scarlet Monastery og Scholomance har fået et ansigtsløft.

Hvis du elsker store slag, er der heldigvis også nyt at hente i Mists of Pandaria. Landet indeholder to nye battlegrounds, The Silvershard Mines og The Temple of Kotmogu. I førstnævnte skal to hold á 10 spillere kæmpe for at få kontrollen over minevogne og levere ressourcer frem og tilbage i en stor mine. Modstanderne kan forsinke leverancer med et specielt system af håndtag, så det kræver kommunikation og organisatorisk overblik at vinde kampene. Selvom spillerne her tit møder hinanden i midten af korten, kan man stadig vinde ved at holde sig i baggrunden og styre vognenes rute. I Temple of Kotmogu er det derimod et voldsorgie, når folk skal erobre visse genstande, der giver større skade og taber helbred på samme tid. Designet af de to battlegrounds er ikke banebrydende, men de tilføjer en god grad af PVP til spillet.

Med Mists of Pandaria er World of Warcraft dog kommet tilbage på sporet som en udvidelsespakke, der kæmper for en plads i MMO-genren. Der er hentet meget inspiration fra andre spil, bl.a. Skirmishes fra Lord of the Rings: Online og kæledyrene fra Pokémon. Mists of Pandaria føles dog ikke som et solidt og gennemarbejdet produkt, og desværre bevarer det mange af de MMO-irritationsmomenter, som fx Guild Wars 2 har droppet.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem World of Warcraft: Mists of Pandaria: Anmeldelse John Bedford En ny udvidelsespakke til World of Warcraft skal samle de vestlige og asiatiske spillere. Lykkes det, og er den bedre end Cataclysm? 2012-10-05T18:17:00+02:00 8 10

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!