Se billederne af Monster Hunter 3 Ultimate til Nintendo Wii U

Noget af et boost i forhold til Wii-udgaven.

Japanske Capcom har sendt de første billeder af Monster Hunter 3 Ultimate ud på internettet. Spillet er en opdateret udgave af det populære spil, der først udkom til Nintendo Wii og senere fik en ekstra debut til den håndholdte Nintendo 3DS.

Monster Hunter 3 Ultimate udkommer derimod kun til Nintendo Wii U, hvor spillet får både flottere grafik og alt det ekstra indhold, man fandt i 3DS-versionen. Blandt de unikke funktioner til Wii U er et nyt kamerasystem samt endnu bedre kontrolmuligheder end de hidtidige til Wii, der ellers fik stor ros. GamePad-skærmen bruges til overblik over både kort og isenkram.

En ekstra idé er desuden, at du kan tilslutte op til tre 3DS-maskiner og spille både med og mod andre i jagten på monstre.

Monster Hunter 3 Ultimate er i bund og grund et actionpræget rollespil, hvor du drager ud for at dræbe forskellige monstre enten alene eller i grupper med flere mennesker på én gang. Udfordringerne bliver gradvist større og større, men du får løbende adgang til bedre våben og specielle ingredienser, som gør det lettere at overkomme udfordringerne. Det har givet grobund for en meget vanedannende spiloplevelse, som har fået stor ros fra alverdens spilanmeldere.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!