Det har fået suveræne anmeldelser fra spilanmeldere, bl.a. 9/10 her på Eurogamer.dk, og forbrugerne har taget imod spillet i en sådan grad, at det er blevet den største sportsspilslancering nogensinde. En succes, der kun vokser dag for dag.
Electronic Arts melder, at der blev solgt 4,5 millioner eksemplarer af spillet alene i de første fem dage på markedet. Der skulle ikke engang gå syv dage før FIFA 13 blev årets foreløbigt største spilsucces.
Tallet dækker over førstepladser på salgslisterne i i alt 40 lande. I Storbritannien ejer eksempelvis 1,5% af hele befolkningen nu FIFA 13.
Og når alle disse millioner mennesker skal på internettet for at spille FIFA 13, så kommer der pres på Electronic Arts' servers. Spiludgiveren har serviceret 66 mio. kampe siden premieren den 30. september, og indtil videre har der på det travleste tidspunkt været 800.000 mennesker online på samme tid i FIFA 13.
Kun få spil har formatet til at slå FIFA 13 af pinden. Et af disse er Call of Duty: Black Ops 2, der udkommer i midten af november og som forventes at nærme sig fodboldspillets tal.

