Interessen for Facebook-spil tumler for Zynga

Der er ikke nok penge i Zyngas spil.

Der er én milliard brugere på Facebook, og igennem de seneste år har det skabt grobund for en lukrativ forretning for mange spiludviklere, der har forsøgt at tjene penge på spil til Facebook. Men nu begynder det førende selskab i branchen, Zynga, at bløde medlemmer og penge grundet vigende interesse fra forbrugerne.

Det oplyser Zynga i en ny pressemeddelelse i forbindelse med det seneste kvartalsregnskab.

Du kender bedst Zynga fra Mafia Wars, Zynga Poker og især FarmVille, hvor det at plukke virtuelle jordbær har skabt en forretning på 300 mio. dollars i kvartalet. Men nu indrømmer udvikleren, at indtjeningen begynder at vige så meget, at de frygter for manglende vækst i resten af 2012. Tilmed forventer de underskud i dette års tredje kvartal, og den besked har øjeblikkeligt sendt aktien i kælderen med over 10% på én dag.

Tidligere har Zynga forventet at skrabe mellem 180-250 mio. dollars hjem i finansåret 2012, men det er nu nedjusteret til mellem 147-162. Nedjusteringen begrundes med de anførte tabte medlemmer, men også med frygten for, at visse fremtidige spil bliver forsinkede.

Der er dog stadig lyspunkter i rapporten. ChefVille har nået 45 mio. månedlige spillere og FarmVille 2 er blevet det mest populære spil på de sociale medier.

I alt spiller 311 mio. mennesker Zynga-spil hver måned.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!