Ugens App: Game Dev Story

Et spil hvor du spiller spiludvikler. Sig det hurtigt tre gange.

Sammen med Androidhjemmesiden Ndroid.dk, vil vi fremover kåre "Ugens Applikation", der vil være vores bud på et stykke software, du bare må have på din telefon. Der vil blive tale om en bred vifte af spil og applikationer, både gratis og af den slags der koster penge, så forhåbentligt skulle der var noget for enhver smag.

1

Et spil om spil. Så bliver det ikke meget bedre.

I denne uge har vi taget et kig på Indie-titlen Game Dev Story, og her kan du læse om vi mener denne titel fortjener dine sparepenge.

Game Dev Story rammer plet på to niveauer. Dels er der tale om en sød lille titel, der alene med sin temamelodi bringer minderne frem om tidligere tiders simple spiluniverser, og dels er der tale om en historie, hvori du som spiller netop indtager rollen som direktør for et lille spilstudio, der endnu har sin store kassesucces til gode.

Gameplayet er simpelt. Som direktør for dit firma, i vores tilfælde "Ndroid Studios", skal du sammensætte den rigtige stab af designere, lydingeniører og tekstforfattere, og sammen med dem udvikle spiltitler der indtjener nok penge til, at du fortsat kan forbedre dit hold af ansatte, og ikke mindst de spil du udvikler.

I praksis foregår udviklingen af et nyt spil ved at du vælger hvilken platform du vil udvikle til, hvilken genre spil du vil lave og hvilken type spillet skal være. Succesen af dit spil afhænger af hvor dygtige folk du har ansat, hvor godt sammen dit valg af genre og type passer, og ikke mindst af hvor stor en fanbase du har opbygget.

Spillet foregår over en periode på 20 år, og efter denne periode, vil der blive gjort status over hvor godt du har klaret dig. Herefter kan du vælge at fortsætte din karriere, eller starte på en frisk med en ny 20 års periode, for at forsøge at forbedre dit resultat.

Det enkle gameplay, krydret med en række humoristiske indslag, er med til at gøre Game Dev Story virkeligt vanedannende. De slet skjulte henvisninger til tidligere tiders konsoller (både de succesfulde og de knap så succesfulde) er kræs for kendere, og der kan nærmest gå sport i at udvikle en succestitel til en bestemt konsol, alene af nostalgiske grunde. Dertil kommer den årlige udgave af "Gameshow Awards", hvor årets bedste titler bliver kåret, og hvor der blandt dine modstanderes titler - der ofte løber af med sejren især i starten af din karriere - også er massere af henvisninger til tidligere tiders spilsucceser.

Der er med andre ord masser af indhold at hente i denne lille titel, også mere end man måske umiddelbart forventer, når man første gang starter den op. Så har du altid gået med en lille spiludvikler gemt i maven, er der her en god mulighed for at udleve en del af den - og så kan det endda gøres imens du sidder på det lille hus.

Game Dev Story kan hentes i Google Play til 12,99,- eller i iTunes til 24,00,-

Du kan læse flere anmeldelser, guides og nyheder om Android hos Ndroid.dk.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!