Interview om Natural Selection 2

Interview med Hugh Jeremy på Eurogamer Expo

Ved årets Eurogamer Expo fik vi muligheden for at snakke lidt med Hugh Jeremy, altmuligmand (heriblandt livestreamer, gartner og repræsentant) for Unknown Worlds Entertainment om Natural Selection 2.

For de uindviede udkom det første Natural Selection som en mod til Half-Life 1 i 2002. I dette spil kæmpede menneskerne (Her kendt som Frontiersmen) imod en race af rumvæsener ved navn Kharaa. Natural Selection 1 var den første FPS der inkorporerede RTS elementer i form af menneskernes Commander.

En spiller på menneskeholdet skulle i modsætning til alle andre spillere styre kampens gang som om det var et almindeligt RTS spil. Dog kan Commanderen kun placere bygninger, hjælpe med ammunition eller medkits, og ellers kun komme med forslag til sine medspillere.

Spillet har i mange år haft en meget loyal skare af fans, og var så sent som i 2008 blandt de ti mest spillede mods til Half-Life 1. Før interviewet egentlig startede stod vi og snakkede om spillet, hvortil Jeremy kunne afsløre at der var så mange loyale fans at antallet i beta'en lå omkring 50,000 spillere. Unknown Worlds Entertainment har dog ikke ligget på den lade side. Om ganske kort tid udkommer Natural Selection 2. Denne gang har spillet fået sin egen game engine i stedet for at være et Source baseret spil, og det hele har fået en kærlig overhaling.

Her er hvad Hugh Jeremy havde at sige om spillet:

'Natural Selection 2 er en blanding af RTS og FPS. Forestil dig at spille et spil som Starcraft 2 eller Command and Conquer, hvor alle dine units er styret af rigtige mennesker. Spillet er baseret på asymmetrisk gameplay. Aliens mod Marines. Denne gang har Aliens dog også en Commander. Hvert hold består af mellem 5 og 12 spillere. Hver kamp har en Commander på hver side. Denne spiller skal så bygge -eller i Alien tilfældet, dyrke- bygninger til at hjælpe sine spillere. Commanderen står derfor, ganske som i et traditonelt RTS spil for at bygge eller forske i opgraderinger til sine tropper.' Jeg spurgte Hugh om hvor vigtigt det er for spillere at følge de forslag deres Commander kommer med. Til det svarede han med et glimt i øjet: 'Spillerne kan sagtens ignorere Commanderen. Det vil oftest betyde at de taber runden, men muligheden er der. Det er i høj grad et holdbaseret spil. Et hold der arbejder sammen vil til hver en tid tæske et hold der enten ikke kan eller vil arbejde sammen.'

'Dog er man som Commander ikke nødvendigvis fanget i den rolle. Sker det uheldige at ens base bliver infiltreret af fjenden kan man skifte fra Commander til almindelig spiller. 'Det kan endda være en vigtig del af holdets strategi', fortsætter Hugh Jeremy. For eksempel i en 6 mod 6 kamp. Der kan den ekstra spiller - og altså 20 % ekstra slagkraft - gøre en stor forskel. Det kan også være nødvendigt at skifte rolle for at tage sig af en fjende i basen, for at undgå at miste bygninger.'

Jeremy havde dette at sige om e-sport og spillet: 'Mange udviklere siger at de har tænkt sig at gøre e-sport til en del af deres spil. Det er der ingen der bare kan gøre. Det handler om hvorvidt spillerne vil have spillet til at blive til en e-sport. Hvis vores spillere vil have spillet til at blive en e-sport, hvis de vil have den slags konkurrencebaseret spil, så vil vi støtte dem. Som eksempel var der ikke en Spectator mode i spillet fra starten. Dog begyndte vores spillere at efterspørge denne feature da de gerne ville caste (kommentere spil på livestreams). Spillet er meget imødekommende for moddere, så der var simpelthen en gruppe spillere der gik sammen om at lave dette system til spillet. Den feature er nu indbygget. Vi vil mægtig gerne støtte denne del af vores spillerbase, og vi har da også større turneringer på vej. Vores fokus er dog stadig på den almindelige spiller. Først og fremmest skal det være sjovt for alle at spille, og derefter støtter vi muligheden for konkurrencebaseret spil.'

Ifølge Jeremy vil en Spectator ganske som i andre spil (som f.eks. Starcraft 2) kunne se hvilke ressourcer, opgraderinger mm. Hvert hold har til rådighed. Desuden vil man både kunne se spillet som Commanderen ser det, som hver spiller ser det, og med et 'Chase Cam' over skulderen på spillere. Der skulle derfor være alle de fornødne værktøjer til rådighed for folk der vil kommentere kampe fra NS2. Om e-sport nævnte Jeremy også at man ikke vil kunne sætte grafikken ned for at få en fordel fordi spillet derfor kører bedre, som i f.eks. Starcraft 2. Det vil i de fleste tilfælde bare betyde at man får dårligere teksturer at kigge på imens man spiller.

Om krav til spillerens computer havde Jeremy dette at sige: 'Vi vil gerne gøre spillet tilgængeligt for spillere på en bred vifte af forskellige specifikationer. Det kan dog være en udfordring. Mange af de spil man ser på markedet i dag stiller minimumskrav til f.eks. GPU'en. Det kan vi også se her på messen hos de hardwareproducenter der er til stede. Mange reklamerer for kraftige GPU'er der kan øge din computers styrke til gaming. Der adskiller vores spil sig fra flokken, da det mere er CPU'en det handler om. Derfor er folk tit overraskede når de installerer spillet.

Det kan sagtens køre på integrerede grafikkort, som for eksempel Intel HD4000. Det er ikke optimalt, men det kan godt køre med sådan et grafikkort. Det betyder dog også at hvis du har investeret i et GTX680, men kører det med en ældre CPU med en lavere clockfrekvens, får du stadig ikke en fantastisk oplevelse. Det virker stadig, men det er værd at huske at spillet stiller højere krav til CPU'en end GPU'en.' Selvom spillet stadig ikke fungerer optimalt på alle platforme gav Hugh Jeremy udtryk for at holdet er tilfredse med hvordan spillet kører på selv ældre systemer, så længe CPU'en ikke er museumsmateriale. Spillet er sat til at udkomme om et par uger. 'Vi har ikke fastsat en dato, så der kommer til at gå meget kort tid imellem offentliggørelsen af udgivelsesdatoen og den egentlige udgivelse. I kan dog allerede bestille Natural Selection 2 på Steam, og få en ordentlig rø- en hel masse ting med.'

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!