Torchlight II - Anmeldelse

Loot og løjer i djævlens navn.

Det er heldigvis de færreste, der oplever at stå ansigt til ansigt med mørkets fyrste, djævlen i egen høje person. For Runic Games, dog, er det den barske realitet. Et levende mareridt, for alt imens Diablo 3 holder alverdens salgslister fanget i sin skærsild, søger den amerikanske spiludvikler en bid af markedet med sin direkte konkurrent, action-rollespillet Torchlight II.

1

Torchlight II betragtes af flere som den egentlige opfølger på Diablo II, mere så end Blizzards eget tredje kapitel.

En kamp, de på forhånd har tabt, i hvert fald hvis man tager de kommercielle briller på, hvor Blizzard Entertainments megasucces er i en liga for sig. I direkte spilmekanisk duel, derimod, tegner sig et langt mere jævnbyrdigt opgør. Her kan Torchlight II i særklasse udfordre Diablo, og det vel og mærket på flere af action-rollespillenes kerneområder.

At det lige netop er Torchlight II, der truer med at ryste Diablos enevælde, er ingen tilfældighed. Bag facaderne hos Runic Games sidder en lang række tidligere Blizzard North-folk, for hvem det nu er en kamp mod selvsamme spilserie, de i mere end et årti var med til først at skabe, så at forme.

Optakten har været lang, startende med den oprindelige Torchlight-udgivelse i 2009. Da beviste Runic, at de fortsat besad evnerne til at skabe et action-rollespil i verdensklasse, men diverse skavanker, især manglen på flerspiller-funktionalitet, holdt Torchlight fra at være en seriøs dæmondræber. Med Torchlight II tager Runic Games dog til genmæle. De har bedrevet et på næsten alle måder opgraderet spil, der noget så eftertrykkeligt sender etteren i skammekrogen.

Det første, der falder i øjnene, er de mere ekspansive områder. Hvor Torchlight var reduceret til en enkelt grotte med nogen-og-tredive niveauer, sprudler Torchlight II med sine golde sletter, dunkle skove og frosne bjergtinder. Banerne forbliver i klassisk Diablo-stil tilfældigt genereret, hvorfor enhver ny gennemspilning giver indtrykket af et nyt univers.

2

Tæsk. Loot. Tæsk. Loot. Tæsk. Tæsk. Loot. Loot. Loot. Tæsk. Ding... Tæsk. Tæsk. Loot. Loot.

I rollen som én af fire forskellige figurklasser, og med op til seks personer sammen, er det spillerens opgave at finde og kæmpe sig vej gennem de alsidige omgivelser. På behændig action-rollespil-manér gøres dette ved at tæske løs på gobliner, levende døde og diverse andet afskum ved hjælp af det udstyr, der konstant flyver om ørerne på en. Hvad enten man indtager rollen som ildsprudlende magiker eller slagkraftig ingeniør er kampsystemet en audiovisuel symfoni uden sidestykke. Animationerne er silkebløde, og et orgie af grafiske effekter regner over skærmen, når der uddeles øretæver. Nok besidder Torchlight II en karikeret og simpel æstetik, men i levende live er det betagende som få.

Når ikke der flækkes hjerneskaller en masse, skal der løbes ærinder for de lokale, og særdeles hjælpeløse, landsbyboere. Her er der desværre ikke sket meget i sammenligning med den tre år gamle original, hvilket betyder selvsamme trivielle stik-i-rend-opgaver uden nogen særlig interesse. Nuvel, de indlagte missioner byder selvfølgelig på flere monstertæsk, men det virker ærlig talt uforståeligt, at action-rollespil-genren fortsat skal være spækket med intetsigende afbræk.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!