Just Cause har en meget 'lys fremtid', lover udvikler

Svenske Avalanche ser nærmere på et tredje kapitel.

Det kæmpestore Just Cause 2, der i stil med Grand Theft Auto-spillene bød på en åben verden, hvor du kunne ødelægge og rejse frit omkring, har ifølge sine svenske udviklere 'en lys fremtid foran sig'. En fremtid, der meget sandsynligt betyder et tredje kapitel til den kommende nye generation af spillekonsoller.

Eurogamer har taget en snak med den svenske udvikler bag spillet, Avalanche, om deres mål med Just Cause:

- Vi har som målsætning at være verdens bedste udvikler af open-world-spil, udtaler Christofer Sundberg.

Til trods for, at det er over to et halvt år siden Just Cause 2 udkom, er der stadig stor opmærksomhed om spillet. Især efter en ny brugerskabt tilføjelse til pc-udgaven, hvor op til 600 mennesker kan spille samtidig i den store verden. Udvidelsen er stadig kun i sin testperiode, men flere end 10.000 mennesker har tilmeldt sig.

- De gutter har lavet noget helt fantastisk med multiplayerfunktionen, og den overrumplede os. Vi vil gerne takke dem for deres arbejde. Vi arbejdede selv med flerspillermuligheder til Just Cause 2, men af hensyn til budget og tid kom det aldrig videre. Takket være deres arbejde har spillet en meget lys fremtid, tilføjer han.

Christoffer Sundberg udtaler også, at et tredje Just Cause-spil vil være oplagt til de fremtidige konsoller med de oplysninger, han har om deres opbygning og specifikationer. Avalanche vil dog ikke afsløre konkrete planer på nuværende tidspunkt.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!