Vi venter stadig på det næste kapitel i StarCraft 2, Heart of the Swarm, men det forhindrer ikke Blizzard i at tænke store tanker om fremtiden for det hyperpopulære rollespil. En af visionerne er blandt andet, at multiplayerdelen skal være gratis at spille mod symbolske betalinger for mindre dele.
Det fremgår af nye udtalelser fra udvikleren Blizzard, der lufter tanken om at integrere den såkaldte free-to-play-model i spillet. Idéen med denne er, at hoveddelen af spillet er gratis at spille, mens enkelte dele så koster penge at låse op for. På den måde skal det hele løbe rundt og måske give overskud på sigt.
Blizzard har dog ikke konkrete planer om hvordan de skal tage penge for multiplayerdelen. Eksempelvis giver det ikke mening, at man skal betale for at få adgang til visse enheder, som andre ikke har.
Strategigenren har dog flere titler, bl.a. League of Legends og DotA 2, der bruger free-to-play til at finansiere sig selv.

