Hvilket spil bliver det fedeste til Wii U?

Nintendo viser musklerne frem med premieretitlerne til Wii U.

De får én til at føle sig som et lille barn igen: tiden, hvor en ny spillekonsol udkommer. Først skal man bekymre sig om at komme hjem fra gågaden med en Playstation 3 under armen, uden at blive rullet. Så skal man høre fra konen, hvorfor man dog har købt sådan noget dyrt skrammel, når bilen skal til syn om et par måneder.

Men den største bekymring for en mand er selvfølgelig, om der kommer nogle ordentlige spil til den nye konsol, eller om man køber en masse skrammel blot for at føle sig med på bølgen.

Den næste, store spillekonsol er Nintendo Wii U, der udkommer den 30. november i Danmark.

Eurogamer har været på besøg hos Nintendo i Tyskland for at se nærmere på alle de titler, der venter til premieren på Nintendos nye superkonsol.

New Super Mario Bros. U - Trailer

New Super Mario Bros. U er det oplagte førstevalg til Nintendo Wii U. Det er et spil, men kun kan få til Nintendos maskine, og det bærer en kvalitet, som lover godt for en titel som superhit. Spillet er samme gode, gammeldags Mario-platform som vi kender det helt tilbage fra 80'erne, men opdateret med ny grafik og nyskabelser, der gør oplevelsen mere kaotisk end tidligere. Grafikken er tunet til HD-opløsning, som får det til at se bedre ud. Alle elementer af grafikken er tegnet om, så det passer til moderne HD-fjernsyn.

Som bekendt er Nintendo Wii U's største revolution et gamepad med indbygget skærm og touchpad. Særligt for New Super Mario Bros. U åbner det muligheden for, at én spiller bruger et joystick, mens den anden bruger Wii U Gamepad til at hjælpe. I delen 'Boost Rush' kan spilleren med skærmkontrolleren hjælpe ved at tilføje nye blokke, så det bliver nemmere for den anden at komme igennem banen. Man kan også skrabe fjender væk og befri vennerne fra flyvende bobler. Rush-aspektet ligger i, at man skal gennemføre banen så hurtigt som muligt, og det kræver godt og underholdende teamwork mellem de to spillere. Endelig er der mindre tilføjelser til at forlænge holdbarheden, blandt andet en ny Challenge-del, hvor de medfølgende baner får friske vinkler og nye udfordringer.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!