Beam me up, Scotty!

FTL: Faster Than Light - Anmeldelse

De fleste af os har nok engang drømt om at blive astronaut. Om at komme ud i rummet og besøge fremmede planeter. Star Trek, Star Wars og mange andre film og serier har altid skildret det som noget helt fantastisk. Men for de fleste af os, er det også et uopnåeligt mål. Heldigvis kan vi så få tilfredsstillet vores trang til rumrejse igennem spil som FTL. I Faster Than Light tager du nemlig rollen som kaptajn over dit eget rumskib, som du skal navigere igennem rummet, for at advare "The Federation" om det kommende angreb fra "The Rebel Fleet".

1

Upgrade-systemet lader dig bruge dit scrap til at opgradere forskellige systemer på dit skib.

Spillet handler i høj grad om micromanagement. Man skal hele tiden holde styr på hvor meget strøm, man sender til de forskellige dele af skibet, hvor meget ilt der er i de forskellige rum, hvor lang tid der går før ens våben er klar til at skyde, hvor lang tid der går før ens modstander kan skyde... Ja, jeg kunne blive ved. Der er så mange ting man skal være opmærksom på. Heldigvis kan man til enhver tid trykke på mellemrumstasten og pause spillet, så man har mulighed for at få lidt overblik. Imens spillet så er på pause, kan man udstede befalinger til sin besætning, som så bliver udført når spillet sættes i gang igen. Til at starte med kan man kun vælge én type skib, men man låser op for flere skibe efterhånden som man kommer længere i spillet. På sit skib kan man have et mandskab af op til 8 mand, som kan vælges blandt 7 forskellige arter af rumvæsner; Human, Engi, Zoltan, Slug, Mantis, Rock og Crystal. Hver art har sine fordele og ulemper, som gør at de egner sig til forskellige situationer. Der er 4 grundlæggende typer våben; missile, laser, beam og bomb. Missile- og bomb-våben skyder altid igennem skjold, men kræver ammunition. Laser- og beam-våben kræver ingen ammunition, til gengæld bliver de blokeret af skjolde. Laser-våben kan, hvis man er ihærdig nok, pille et skjold ned ved bare at skyde nok, hvorimod beam-våben kan trænge igennem skjoldet uden at skade det, men får deres skade reduceret alt efter hvor kraftigt skjoldet er.

2

I visse tilfælde får man adgang til ekstra valgmuligheder pga. det udstyr man har på sit skib.

Derudover findes der både ion-våben, som kan kortslutte fjendens system uden at gøre skade; en teleporter, som gør det muligt at sende mænd over på modstanderens skib; drone control, som lader en benytte robotter i kamp; og stealth, som lader en blive usynlig så man er sværere at ramme. Hver type våben har sine fordele, så hvis man vil have succes, må man sørge for at have et varieret arsenal. En af de vigtigere elementer i spillet, er at død er permanent. Man kan ikke bare loade et savegame og prøve igen. Man skal hele tiden være på vagt. Hvis man kommer til at tage en forkert beslutning, er det endegyldigt. Hvis man undervurderer en modstander, kan man risikere at skulle starte forfra. Hvis man er uopmærksom, og mister et besætningsmedlem, er det permanent. Ikke noget med at gå tilbage og prøve igen. Det er svært, og frustrerende til tider. I mit bedste forsøg til dato nåede jeg så langt, at jeg klarede første fase af den sidste kamp. Skråsikker og naiv hoppede jeg hovedkulds ind i næste fase. Og tabte. Tabte stort. Jeg kunne ikke engang røre hans skib, og jeg blev besejret. Jeg græd mine bitre, metaforiske tårer (rigtige mænd græder jo ikke over spil, vel?), og måtte indse, at jeg blev nødt til at starte forfra. For resten var det her på easy. Som i den nemmeste sværhedsgrad. Den næste hedder normal. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor svært det ville være, hvis der var en hard mode.

3

Sidste boss i spillet giver kamp til stregen, så man skal være forberedt (hvilket det så viste sig, at jeg ikke var)

FTL er helt klart et af de federe spil der har ramt indie-scenen i de sidste par år, og der er så mange timers underholdende og udfordrende spil i det, at jeg vil mene, at de kunne tage det dobbelte for det, og det ville stadig være pengene værd. Jeg ved da, at jeg selv har sænket de første mange timer i det, og det ville undre mig hvis jeg ikke havde mange til gode endnu.

9 / 10

Læs om vores karaktersystem Beam me up, Scotty! Mads Madsen FTL: Faster Than Light - Anmeldelse 2012-09-28T10:27:00+02:00 9 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!