Tekken Tag Tournament 2 - Anmeldelse

Teambuilding for viderekomne

2012 er et utroligt år for fans af fightingspil. Mortal Kombat fik et succesfuldt reboot, fans kunne endelig se, om Street Fighter eller Tekken var bedst i Street Fighter x Tekken. Dyrkere af Persona-serien fik endelig lov til at slås på liv og død i Persona 4 Arena, og med den ultimative udgave af Virtua Fighter 5, med undertitlen Final Showdown, viste Sega endnu en gang, hvem der er kongen af tekniske fightere. Og det er kun toppen af isbjerget. Jeg tror aldrig, at der har været så meget frit valg på alle hylder i genren, og det er efterhånden meget svært at vælge, hvor man skal få udløb for sin combo-fetich.

Her i september bliver det endnu vildere, når Namco Bandais monstersatsning Tekken Tag Tournament 2 skal tage kampen op mod Tecmo Koeis længe ventede næste kapitel i deres barmfagre fightingserie, Dead or Alive 5. Harada-san og drengene fra Tekken-teamet får det første slag ind med deres fortsættelse til det første rigtige tag-fightingspil nogensinde, og alle modstanderne må ryste godt og grundigt i bukserne. Der er nemlig lagt an til et comeback af episke dimensioner med det nyeste kapitel i The King of Iron Fist Tournament.

1

Realismen er i højsædet - det er jo fuldstændig som at se den lokale karateklub i aktion

Lad mig dog slå én ting fast med syvtommersøm, før vi kommer for godt i gang. Hvis du nostalgisk husker kampe i Tekken 3 tilbage i ungdomsskolen dengang man stadig bedømte konsoller efter antallet af bits, og gerne vil teste dine lettere rustne evner online, så forbered dig på en seriøs omgang lammetæv. Tekken har udviklet sig siden, og tag-gameplayet tilføjer en helt ny dimension af udfordringer til det, der allerede var et af de sværeste spil at mestre, både i denne genre og i forhold til computerspil generelt. Hvad der for udenforstående måske ligner meget små, gradvise opdateringer fra efterfølger til efterfølger, har faktisk resulteret i et spil, der nu er enormt komplekst. Det vil ikke være tydeligt, hvis man bare hygger sig med ligesindede venner og trykker lidt tilfældigt på knapperne, men online vil du møde tosser som undertegnede, der har studeret strategier og comboer i de sidste 10 år. Og selv jeg møder ofte galninge, der spiller på et meget højere niveau, på trods af, at jeg har på den meget forkerte side af 15.000 onlinekampe logget i Tekken 6. Lad det være en advarsel, men også en udfordring. Der er ikke meget, der kommer op på siden af endelig at få en hardcore modstander ned med nakken i Tekken, for du skal arbejde for sagen hele vejen.

Hvad er det så, der gør spillet så komplekst? Folk, der ikke spiller fightingspil, kommer ofte over til os nørder ved vores offentlige arrangementer eller turneringer (ja, jeg er SÅ langt ude) og spørger, hvordan vi kan sidde og lave det samme igen og igen, i modsætning til i fx FPS- eller RTS-spil, hvor der altid kan ske noget nyt. Men faktum er, at der næsten aldrig sker det samme. Hvert eneste sekund er ét stort mindgame, hvor man skal være helt med på, hvad man selv laver, og hvilket snavs, modstanderen prøver at lokke en ud i. Og det er svært, når hver figur i et spil har over 100 unikke moves og vanvittig mange måder at kombinere dem på. Forestil dig, at din modstander i Quake havde 100 vidt forskellige våben og en dybdegående viden om deres præcise egenskaber, helt ned på det atomare niveau. Hardcore fightingspillere har styr på en stor del af spillenes frame data, og ved præcis, hvordan fejl og usikre moves skal straffes. Det er en meget krævende men også belønnende oplevelse at spille fightingspil på højt niveau.

2

Som noget nyt kan du nu selv finde den rette stemningsmusik til slagsmålet

Er du begynder, så er Tekken Tag Tournament 2 dog nok en lige lovlig stor mundfuld, især hvis du glad og frejdig vover dig uforberedt online. Ved lanceringen havde spillet hele 49 forskellige figurer, og der vil inden alt for længe blive frigivet 10 gratis figurer mere, så vi ender på 59 i alt. Dertil skal man også lægge, at det nu er muligt at spille i tag teams med to figurer på hvert hold, og alle holdene vil have i unik dynamik i kraft af de respektive figurers moves. Antallet af mulige kombinationer er mildest talt uoverskueligt, og jeg vil æde mit 1500-kroners arkadestick på, at vi om to-tre år stadig vil blive overrasket af nye strategier. Ironisk nok sidder jeg nu med samme problem som Namco Bandai, nemlig at forsøge at forklare spillets mekanik på en måde, som både nybegyndere og veteraner får noget ud af. Det er overraskende svært, for på den ene side er der tale om en af de enkleste gameplaytyper i spilverdenen, men samtidig er det en af de sværeste at lære at forstå til bunds.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!