Legenderne bag Mass Effect gider ikke mere

Rollespilseksperterne forsvinder fra branchen for at skrive om øl. Ja, øl!

Jes Dorph har gjort det. Morten Løkkegård har gjort det. Gået fra et fedt og sikkert job til noget, man lige skal tygge på for at få det til at give mening. Nu er turen kommet til spilverdenen, hvor det dybt beklageligvis er slut med rollespil fra duoen Greg Zeschuk og Ray Muzyka, der har stået bag utallige rollespil i deres positioner hos spiludvikleren BioWare.

Blandt andet har de to stået bag det populære sci-fi-rollespil Mass Effect samt Star Wars: The Old Republic. Greg Zeschuk har - og inden du selv tjekker efter, så er det IKKE 1. april - valgt at starte en blog om øljournalisme. Han vil brygge sin egen øl og skrive om det. Et lidt anderledes job end at skrive historier om otteøjede rumvæsener. Zeschuk tager det som en kunstnerpause, men udelukker ikke, at det kan være en endegyldig pension fra computerspil.

Årsagen til afskeden er ifølge Zeschuk, at han har knaldet to årtier af på spiludvikling, og det får én til at brænde ud.

Den anden partner, Ray Muzyka, vil i stedet rådgive yngre mennesker om iværksætteri. Det skal være indenfor sundhed, uddannelse og dyrevelfærd.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!