Vend tilbage til 90'er-rollespillet Baldur's Gate med en Enhanced Edition

Ankommer til november måned med et godt RPG-gensyn.

Et af 90'ernes fedeste rollespil, Baldur's Gate, vender tilbage i en ny og opdateret udgave til mange større platforme til november. Baldur's Gate: Enhanced Edition, som udgivelsen hedder, sendes på markedet den 30. november. Den kommer til både pc, Mac, Android og iPad.

Baldur's Gate var i sig selv et kæmpe rollespil, men udviklerne bag det nye spil har skabt nye baner, nye figurer og helt nye fortællinger. Det giver angiveligt utallige timers ekstra spil. Grafikken får også en overhaling, så den bedre svarer til år 2012.

Baldur's Gate: Enhanced Edition indeholder både det oprindelige Baldur's Gate og udvidelsespakken Tales of the Sword Coast. Blandt de nye funktioner er bedre multiplayerspil, så du kan søge efter medspillere og kæmpe sammen med folk på andre platforme, så både iPad- og pc-spillere kan dyste sammen.

Du kan læse meget mere om opdateringen på Baldur's Gate-hjemmesiden.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!