Det er et af de største år for fightingspil nogensinde, og i dag udkommer et af de allermest ventede af slagsen i Danmark, nemlig Tekken Tag Tournament 2. Hos Eurogamer Danmark har vi valgt at vente med vores endelig bedømmelse af spillet, indtil det rent faktisk er udgivet i Europa, så vi kan danne os et reelt indtryk af, hvordan spillet fungerer online. I mellemtiden kan du her læse vores førstehåndsindtryk af Namco Bandais nyeste satsning.
Tekken Tag Tournament 2 er, som titlen antyder, en tag-fighter. Du spiller to figurer ad gangen, og du kan skifte mellem dem i kampens hede. Det gør spillet noget mere kompliceret end de almindelige spil i serien, som de fleste er vant til, og indlæringskurven er ganske stejl. Spillet indeholder hele 49 figurer ved lanceringen, og der kommer indtil videre 10 mere til som gratis DLC. Det betyder, at man potentielt skal være forberedt på at møde et næsten uoverskueligt antal forskellige tomandshold som modstandere, som alle vil have unikke comboer i kraft af deres respektive moves. Nybegyndere vil have det meget svært her, og selv garvede fightere, som undertegnede, er nødt til at tage meget dybe indåndinger og presse hjernen til det yderste for at følge med i kampens hede.
Rent gameplay-mæssigt er der ikke tale om nogen revolution, du får bare mere af alting. I vores kommende anmeldelse vil du kunne læse alt om de komplicerede systemer i spillet, men har du spillet Tekken før, vil det hele trods alt stadig virke meget bekendt. Casual spillere vil nok mene, at det er lidt for bekendt, da hele spillets opbygning er en smule gammeldags, og tydeligvis gearet udelukkende til det hardcore klientel, der ønsker at spille online eller kæmpe seriøst offline. Bortset fra en række nye gameplay-systemer har spillet ikke ændret sig synderlig meget siden Tekken 5, der efterhånden har 8 år på bagen. Story modes og andre mere kreative spilmæssige tiltag skal man kigge længe efter, bortset fra spillets nye tutorial, som dog ikke er til megen hjælp eller morskab for hverken begyndere eller øvede. Men hvem køber også et seriøst fightingspil for at følge med i historien eller spille halvdårlige minispil? Skomager, bliv ved din læst.
Tekken Tag Tournament 2 er altså mest for de hardcore, på trods af sit farverige og tilsyneladende inviterende udseende. Det lider også under at være rodfæstet i et design, der har rødder helt tilbage til det allerførste Tekken, og som aldrig har fået den totale makeover, som Capcom fx gave Street Fighter for et par år siden. Til gengæld er det en af de mest omfattende og solide fightere på markedet, og mulighederne for at være kreativ med siden strategier og comboer har aldrig været større. På mange måder er spillet alt det, som Tekken 6 burde have været tilbage i 2007, men nu skriver vi jo som bekendt 2012. Spørgsmålet er, om tilføjelsen af tag-funktionen og flere figurer og moves er nok til at trække et stort publikum, når spillet skal konkurrere mod Mortal Kombat, Marvel vs Capcom, Street Fighter og det nye Dead or Alive.
Meget af spillets potentielle succes afhænger dog af, hvordan onlinedelen fungerer. Tekken 6 var håbløst bagud i forhold til konkurrenterne, og det har Namco Bandai lovet at ændre på med mange store ord og ambitiøse løfter, såsom den såkaldte Word Tekken Federation (ja, en meget subtil WTF-joke), hvor man skal kunne oprette teams og spore samtlige statistikker i spillet. Denne del er dog ikke gået online endnu i skrivende stund. Vi håber at kunne danne os et overblik og komme med en anmeldelse af hele det tilgængelig indhold? Nu skal selve netkoden dog testes, når Europa slippes løs i endnu en omgang King of Iron Fist Tournament. Jeg håber, at vi ses i arenaen.

