Super Mario er synonymet på Nintendo, og det er efterhånden i en sådan grad, at både Wii, 3DS og den kommende Wii U bugner af titler med den italienske blikkenslager i hovedrollen. Sidste jul kom Super Mario 3D, New Super Mario Bros. 2 udkommer til august, og når Wii U får premiere til november, bliver det med New Super Mario Bros. U med i pakken.
Men af den grund frygter Nintendo ikke, at folk skal blive trætte af spilhelten.
Det mener Reggie Fils-Aime, der er chef for den amerikanske del af Nintendo.
"Det kan jeg kategorisk afvise. Vores udviklere, først og fremmest Miyamoto (Shigeru Miyamoto, skaberen af Mario, red.) og hele vores udviklingsafdeling respekterer, hvor stor serien er. De forstår, at den eneste grund til, at serien har så stor tiltrækningskraft, er at de hele tiden skal skabe nye ting i de fremtidige udgaver," udtaler han.
Derudover mener han, at Nintendo begrænser sig til ét Mario-spil per platform ad gangen, så der kommer et vist albuerum mellem spillene. Den tilgang gælder åbenbart ikke for alle spin-off-titlerne med OL, tennis, golf og selskabslege, for alene indenfor de seneste tre år er følgende spil udkommet med Mario som hovedperson:
- Super Mario Galaxy 2
- Game & Watch Collection 2
- Super Mario All-Stars 25th Anniversary Edition
- Mario vs. Donkey Kong: Mini-Land Mayhem!
- Mario Sports Mix
- Super Mario 3D Land
- Mario & Sonic at the London 2012 Olympic Games
- Mario Kart 7
- Fortune Street
- Mario & Sonic at the London 2012 Olympic Games
- Mario Party 9
- Mario Tennis Open
- New Super Mario Bros. 2
- Paper Mario: Sticker Star
- New Super Mario Bros. U

