Tænk, at disse ord har været sagt om et FIFA-spil:
"For at være helt ærlig, så er det endda en hån mod gyselige ting at kalde dette EA-produkt for gyseligt."
Sådan anmeldte Eurogamer FIFA 06: Road to FIFA World Cup tilbage i 2005, da Microsoft udsendte Xbox 360 med FIFA som en af premieretitlerne. Det var FIFA-seriens entré i den nye konsolgeneration, og produktet blev belønnet med 2/10 på Eurogamer i England. "Det er ikke blot elendigt, men det ødelægger andre udvikleres muligheder i samme proces," uddybede vi.
Nu er der gået syv år, og det er svært at tro, at det samme hold har skabt FIFA 13 med alle de forbedringer, der er skabt. Alle de ændringer, der hele tiden har gjort FIFA bedre end det forgangne års udgivelse.
FIFA 06 World Cup var ganske forfærdeligt, og først med FIFA 07 begyndte spillet at give mening i HD.
Efter VM-spillet kom FIFA 06, som ikke ændrede meget på kvaliteten, og først med FIFA 07 kom et egentlig bud på næste generation af fodboldsimulation til konsollerne. Det belønnede sig, for tonen på Eurogamer var straks en anden. "EA har gjort så mange ting bedre end Konami (skaberne af Pro Evolution Soccer, red.), og de har forbedret oplevelsen på stort set alle punkter," skrev vi.
Eurogamer har talt med en række bagmænd bag FIFA-serien om spillets vej fra Playstation 2 og Xbox til nutidens Playstation 3 og Xbox 360.
"I slutningen af sidste konsolgeneration bemærkede vi, at vi havde ramt loftet med vores spil," indleder Matt Bilbey, en af de øverste chefer for EA's FIFA-afdeling. "En af vores ingeniører bemærkede, at det lignede science-fiction-rekvisitter: hurtige, funktionelle, men holdt sammen af sparsom tape, og på ingen måder i stand til at flyve hurtigere."
"Heldigvis opdagede vi det 2-3 år før PS3 og Xbox 360 udkom. Og vi var heldige nok til at overbevise det øvrige Electronic Arts om, at vi skulle investere i serien og opbygge den helt fra bunden," uddyber han.
Det betød også geografiske ændringer. Hele udviklerholdet blev mere eller mindre udskiftet, og udviklere blev forflyttet til Vancouver i Canada, hvor man fik skabt et globalt hold, der forstod at genskabe FIFA.
"Jeg begyndte mit arbejde med FIFA 95, og det foregik i England," forklarer Matt Bilbey. "Dengang havde vi enorme problemer med at få EA til at støtte nyskabelser, og i forhold til med nutiden er det som at sammenligne nat og dag. Jeg flyttede til Canada for over ti år siden som marketingsmand, mest fordi man kunne medbringe de mest tossede idéer, som folk lyttede til."
Det efterfølgende FIFA 08 tog serien videre med nye funktioner såsom Be A Pro, og efterhånden var serien nær en overhaling af det førende Pro Evolution Soccer fra Konami.
"Jeg sluttede mig til udviklingen i august 2007, hvor FIFA 08 så småt var færdigt og vi gik i gang med FIFA 09," fortæller David Rutter, der er producer for FIFA-serien. Han har en fortid ikke blot som chef for Championship Manager-udviklerne Beautiful Game Studios, men langt vigtigere som tidligere Pro Evolution Soccer-fan. "Da jeg kom ombord, var jeg stor fan af PES, og jeg havde igennem årene set ned på EA og den måde, de førte FIFA-serien videre på. Men jeg gik til jobsamtalen og opdagede, at der var noget nyt under optræk."

