Dishonored har noget så unik som værdighed. En værdighed, der ligger i detaljerne og i spillets design, i de fine hensigter og i den respekt, som spillet har for sin spiller og spillerens valg. Dishonored vil gerne give spilleren hele verden, og udviklerne fra Arkane virker til at være i mål med det formål.
Men det første, der rammer én med Dishonored er storheden, der er gemt dybt i det rå og uforsødede miljø, som Arkane har skabt. Dunwall hedder spillets hovedstad, der er tilsmurt i arkitektoniske detaljer fra Viktor Antonov, spillets visuelle designer. Der er store stålporte midt mellem byhuse fra det sene 1800-tal og tunge betonvægge. En blanding af City 17 fra Half-Life 2 og den victorianske tidsalder i England.
Det er i disse omgivelser, at hovedpersonen Corvo boltrer sig. Han er anklaget for mordet på landets kejserinde, men får chancen for revanche mod den person, der skabte komplottet imod ham.
Eurogamer fik forleden chancen for at prøve Arkane og Bethesdas nye spil. Det skete i en bane, hvor vi skulle infiltrere en adelig dames hjem for at snigmyrde hende. Mørke gader omringer en stor og rigt oplyst villa, der er vært for fest for byens spidser. Gaderne vogtes af usle tiggere, vagter med sværd og visse elitesoldater, der netop skal beskytte de førende figurer i byen mod Corvos hensigter.
Du får adgang til Corvos evner via et hjul.
Inde i villaen er det en helt anden verden. Du møder en høj, lang entré af porcelæn og guld, som udfolder sig til flere rum og etager, inden du bliver mødt af en storslået have til allersidst. I stueetagen er der fest, maskeradefest, og det er et dekandent skue af store tykke mænd og små piger.
