Big Picture-mode kommer til Steam i dag

Nu med bedre keyboard.

Big Picture Mode, en ny tilføjelse til Steam-tjenesten med det formål at gøre systemet mere tv-venligt, lanceres senere i aften.

Det fortæller Valve til Kotaku.

Meningen er at gøre den traditionelle Steam-brugergrænseflade pænere og mere anvendelig, når du forbinder din pc til dit fjernsyn. Menuer og logoer gøres større, og det vil være nemmere at bruge et gamepad til navigation. Inspirationen kommer fra Xbox 360-dashboardet med en lang stribe forbedringer.

En af de mest markante nyskabelser er et keyboard, der er formet som en blomst. Frem for at rulle igennem et traditionelt tastatur på skærmen bliver det langt hurtigere at skrive tekst med det nye system. Bogstaverne er delt ind i otte kategorier med hver fire tegn. Du kan se funktionen i de nedenstående billeder.

1

Ud over det kommunikationsmæssige vil funktionerne også gøre det lettere at bruge en internetbrowser. I Big Picture Mode kan du skifte mellem spil og webbrowser med en enkelt knap.

På sigt vil Valve også udbygge mulighederne for flere samtidige brugerkonti, så man eksempelvis kan spille splitscreen på samme skærm.

"Vi har sådan set bare tænkt os at sende Big Picture ud og lære af responsen. Vi skal først finde ud af, hvad folk vil værdsætte mest ved funktionen. Hvordan de bruger den, hvordan de får noget ud af det, og om det overhovedet er en god idé. Så må vi se, hvad skal vi derefter," udtaler Greg Coomer fra Valve.

Big Picture kræver, at du har tilsluttet en pc til dit tv og sat funktionen i gang på Steam. Funktionen er indtil videre ikke på vej til Xbox 360 eller PS3.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!