Det er et spørgsmål, der virkelig tænder fanboys af: hvor mange hestekræfter har Wii U'en egentlig? Er den mindre mægtig end PS3 og Xbox 360? Kan den matche dem? Eller er den ligefrem hurtigere? Og hvordan vil den føles, når næste konsolgeneration dukker op? Hvilken kvalitet kan vi forvente fra Wii U-spillene?
At svare entydigt på det spørgsmål er umuligt, når selve idéen om konsolydeevne er så abstrakt, som den er. Kan man overhovedet sammenligne statistik, og hvad betyder det, hvis udviklerne ikke kan udnytte kræfterne fuldt ud?
Men vi vil have svar. Meget af det, der har fået os til at elske computerspil, er hvorfor de ser så godt eller skidt ud. Fremskridt indenfor grafik er det, der har gjort spilindustrien relevant for både hardcore og mere almindelige fans. Grafik betyder rigtig meget.
Regnekraften i Wii U har været et mysterium siden konsollen blev annonceret. Udviklerne arbejder i øjeblikket på de titler, der skal lanceres sammen med konsollen, men de er bundet af strenge aftaler om ikke at løfte sløret for mulighederne. Men vi nærmer os efterhånden lanceringsdatoen, og informationen strømmer ud. Eurogamer har snakket med forskellige kilder om det indre i Wii U, og vi har fået en del hints.
Men først den officielle melding fra Nintendo. Tilbage i april blev de mødt af spørgsmålet om Wii U'ens tekniske formåen, og de svarede:
"Vi fokuserer ikke på tal. Vi forstår, at folk gerne vil snakke grafik og se på specifikationer, men selve oplevelsen vil altid være bedre end rå og kyniske tal."
Det samme skete til E3, hvor Reggie Fils-Aime, chefen for Nintendo of America, nærmest blev vred over kravet om at se specifikationer:
"Jeg har tre kommentarer til det. For det første handler det ikke om kraft. Hvis det handlede om ydeevne, ville GameCuben have været sin generations bedst sælgende platform, mens Wii'en ville have fejlet totalt. Det handler om underholdning og den rene og skære oplevelse at spille. For det andet fortæller vores konkurrenter tit om lange holdbarheder for konsoller, mens vi ser en anden form for opførsel. For det tredje, så foregår udviklingen således, at jo længere udviklere har at arbejde med et system, jo bedre kan de tune det. Se de første GameCube-spil og sammenlign dem med Resident Evil 4. Grafisk var det så smukt, og det var langt mere avanceret end de første GameCube-spil," udtalte han til Globe and Mail.
Reggie Fils-Aime uddybede, at det var det rette tidspunkt at sende Wii U på markedet. Med en ekstra skærm bliver underholdningsniveauet så meget højere end nogen grafisk tuning ville kunne skabe, mente han.
Lad os se på de enkelte dele af Wii U'en:
Processoren: Wii U'ens processor er en IBM-skabning af tre Power PC-kerner. Vi har ikke kunne finde en frekvens, men vi ved, at "out of order execution"-teknologien er understøttet.
RAM: 1GB hukommelse, som spillene kan benytte sig af.
GPU: Grafikprocessoren i Wii U er en speciallavet AMD serie 7-GPU. Vi kender ikke frekvens og antallet af pipelines, men den vil understøtte DirectX 10 og Shader 4. eDRAM er indbygget i chippen tilsvarende det system, der kører i Wii.

