Dansk spilveteran skal levere interaktiv børnebog til Gyldendal

Michael Valeur og partner får 75.000 kr. til en app om et firben.

De danske forlag har nu i et stykke tid, forsøgt at få dyppet tæerene i krydsfeltet mellem spil og bøger i den voksende genre af interaktive bøger af enhver art. Indtil videre dog uden det helt store held.

Men det ville Gyldendal gerne lave om på, så tidligere i år udskrev de en konkurrence om den bedste idé til en interaktiv børnebog, hvor vinderen ville få et arbejdslegat på 75.000 kr., og en garanteret udgivelse hos Gyldendal.

Og det endte altså med at blive to spilveteraner der løb med førstepræmien, da den blev uddelt her i eftermiddag i Gyldendals hovedkvarter i København. Michael Valeur er et velkendt navn, da han stod bag ved en af de første store spilsatsninger herhjemme, dukke-adventurespillet 'Blackout', fra Deadline Games. Siden har han også foldet sig ud som forfatter, men er stadig i forbindelse med spilmiljøet, ikke mindst som underviser på den helt nye spiluddannelse 'Royal Game Club'.

Den anden del af duoen der vandt prisen er Mads Salicath, der ligeledes er gammel Deadline-mand, og siden studiets konkurs har beskæftiget sig med grafisk design.

Det var ellers ikke en specielt spilorienteret jury, der udvalgte vinderne. Ud af seks jurymedlemmer havde kun Thomas Vigild en egentlig baggrund i spilmiljøet. Men siden begge vindere er vant til gameplay og spilmekanikker, har vi lov til at håbe på, at vinderproduktionen, Freddy alene hjemme, ikke bare er Pixeline med højtlæsning, men reelt bruger interaktionen til noget.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!