Dansk spiludvikler bag "turbaseret Call of Duty"

Frontline Tactics afsløret af udviklerne Full Control.

Det vælter ud med nye danske spil for tiden. Vi har allerede fortalt om Back to Bed og Expeditions: Conquistador, og nu melder udviklerne Full Control sig under fanerne med endnu et dansk spil på vej. Den turbaserde taktiske shooter Frontline Tactics til PC, Mac og iOS. Vi var forbi til en kort snak om det nye spil, i Full Controls lokaler i Københavns indre by.

Thomas Lund fra Full Control forklarer, at selve ideen med spillet har været, at tage Call of Duty og pakke det ind i de klassiske rammer fra den tur-baserede shooter. Så de tager fascinationen af fra den populære FPS-serie og tilpasser spilindholdet, så det passer bedre til et lidt ældre publikum, som måske ikke længere har "tid til at spille 100 timers Skyrim, eller måske ikke synes de trykker på knapperne hurtigt nok almindeligt multiplayer."

"Spillet foregår en 10-20 år ude i fremtiden, hvor du har en deling af soldater. Sådan 'vestlige soldater i en mellemøstlig setting uden at sætte navn på'", forklarer Thomas. "Efterhånden som du spillet spillet, får du så flere of flere enheder, flere og flere våben og kortet begynder at udvide sig. Der er 25 levels, og vi har sådan to-tre missioner på hver level."

Missionerne kan spilles hver for sig. Ifølge Thomas tager de ca. 10-15 minutter hver, så det egner sig godt til små spilbidder af kortere varighed. De forskellige missioner har også forskellige succeskriterier. Thomas starter en mission op af typen 'Elimination' der, som navnet også antyder, går ud på at udslette alle fjendens styrker. Udover Elimination er der også missioner af typerne Area Defence, Area Capture, Survival og Escape. Thomas forklarer, at de har inkluderet de forskellige spiltyper "netop for at det her Call of Duty-agtige tema ind over."

I missionen, som Thomas viser frem, består vores indsatsstyrke kun af to personer. I takt med at de bliver placeret forklarer Thomas, hvordan spillet tager højde for dækning, krydsild og synsvinkler, og hvordan de forskellige våbentyper virker mod forskellige fjendetyper, alt efter deres udrustning. "Vi har prøvet at ikke gøre det til sådan et 'action pløk-pløk'-spil, så du skal faktisk tænke dig lidt om", forklarer Thomas. "Så man bliver nødt til at sammensætte sin squad lidt taktisk, og ikke bare vælte ind mod de fjendtlige enheder."

1

På skærmen kan jeg se, hvordan vores tropper rykker frem over et gittermarkeret ørkenlandskab, der ser ret komprimeret ud, med en bredde på kun 20-30 felter, og en længde måske 4 gange større. Men så vidt jeg kan se, er det hele også skaleret lidt ned, så våbenrækkevidder og synsfelter er begrænset en smule, så spilmekanikkerne stadig fungerer på det lille areal. Umiddelbart ligner det en lommeudgave af det kendte Jagged Alliance, men med en umiskendelig duft af Call of Duty, ikke mindst pga. det stømlinede og tjekkede brugerinterface.

Thomas demonstrerer, hvordan en maskinpistol ikke er nok til at sætte en fjende med "heavy armor" ud af spillet, hvorefter han skipper en håndgranat hen under fødderne på ham, der så til gengæld i den grad får gjort kål på manden.

Udover selve den taktiske kamp-del, indeholder spillet også ret omfattende muligheder for at tilpasse sin enhed med udstyr, skills og våben. "De credits som jeg får [for at gennemføre missioner] kan jeg så bruge til at købe større og større våben, så i stedet for at køre på XP, så kører vi på at du får penge for at spille, som du så kan bruge til at unlocke endnu større våben, der er endnu bedre", beskriver Thomas.

"Så hver soldat er forholdsvis customizerbar. Han kan have to klasser, som man frit kan vælge. Hvis man nu har en Submachinegun-guy, som man også gerne vil have til at være medic. Så kan man bruge nogen af de credits man optjener til at låse den klasse op". Til hver klasse hører så et specifikt skill-tree, som man også kan købe sig op igennem, med de indtjente credits. Antallet af soldater stiger også i løbet af spillet, så man til sidst kan have en 7-8 aktive soldater, selvom man dog kun kan indsætte fem ad gangen. "

Mest imponerende er dog muligheden for multiplayer og co-op-spil på tværs af platforme. Thomas forklarer at de har skævet til ting som Wordfeud, og ud fra det implementeret et system der gør, at man kan spille ture asynkront mod hinanden. Du spiller din tur, og så venter spillet på at din modstander gør sit træk, og så kan du tage et træk igen, når du har tid. Ikke helt dum i betragtning af, at spillet også ryger ud til iPad og iPhone.

Thomas fortæller, at det han selv glæder sig mest til at spille er co-op delen af spillet. "Alle de her singleplayer-missioner vi har lavet, de er også spilbare som co-op-baner. Så man splitter simpelthen teamet op". Spillet tager så hensyn til den samlede styrke som de to spillere indsætter, når den skal befolke banen med modstandere, så den bliver balanceret overfor de tropper som de to spillere indsætter.

Spillet er faktisk allerede ret tæt på en udgivelse. Full Control regner med at selve spillet er færdigt om et par uger, men hvad angår en udgivelsesdato er der endnu ingen faste datoer. "Vi ved det faktisk ikke helt endnu. Vi har signet med meridian4 som publisher, og lige præcis den snak er ikke helt afklaret endnu. Så det kan jeg ikke sige så meget om." Thomas forklarer, at de i øjeblikket venter på at finde ud af, om spillet også skal udgives på Steam, for så vil de være nødt til også at integrere alle Steam-funktionerne i spillet, før de kan udgive det.

Vi vender naturligvis tilbage til Frontline Tactics, når vi har en udgivelsesdato.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!