I et interview på vg247 afslører Cryteks direktør og medstifter Cervat Yerli, at den næste konsolgeneration måske allerede er overhalet af PC-teknologien.
Selvom han understreger, at han ikke ved pæcist, hvad de endelige specifikationer kommer til at være, så fortæller han, at de ikke længere bruger de allerhurtigste PC'ere til at simulere den næste konsolgeneration.
"Tilgangen idag, som jeg ville foreslå den, ville være at tage, ikke den allerbedste, men en high-end PC, og så begynde at arbejde på et high-end PC-spil. Det skulle give dig et ganske præcist eller ganske godt fundament for at udvikle til den næste generation"
Stadig uden nogen officiel bekræftelse af næste generation af konsoller fra Microsoft og Sony, er det usandsynligt, at vi kommer til at se nogen af de to konsolfabrikanters bud på en ny spillekonsol på markedet før slutningen af 2013. Og hvis de allerhurtigste PC'ere allerede i dag er hurtigere end de kommende konsoller, kommer forspringet kun til at blive større frem mod de nye konsollers lancering.
Dermed ser det altså ud som om, at vi ikke skal forvente samme teknologiske spring fremad med den nye konsoller, som det var tilfældet med forrige generation.

