Valves next-gen spilmotor Source 2 fundet i filreferencer

Er det derfor, at Half-Life: Episode 3 tager så lang tid?

Kvikke hoveder fra det Valve-centriske nyhedssite Valvetime, har haft den store gravemaskine fremme og har i nogen af filerne i den nyligt udgivne Source Filmmaker fundet referencer til en hidtil ikke afsløret ny next-gen spilmotor kaldet Source 2.

Ifølge Valvetime har de fundet over 60 referencer til Source 2. Har du lyst til selv at se efter, kan du kigge i filen ".../SourceFilmmaker/game/sdktools/python/global/lib/site-packages/vproj/vproj.py", hvor man i linje 1387 kan finde følgende programmørkommentar i koden:

''Return an str with the current engine version. If key doesn't doesn't exist, assume 'Source', otherwise invalid -- assume next-gen 'Source 2'.''

Der er yderligere tegn på, at der er en ny spilmotor på vej fra Valve, hvis man kigger på deres egen præsentation af Source-spilmotoren på firmaets hjemmeside, hvor de skriver at "Vi plejer ikke at prale, men Source bliver anset for at være det mest fleksible, omfattende og kraftfulde spiludviklings-miljø derude. Og det kommer til at blive endnu bedre."

Den nye engine kan måske forklare lidt af den utroligt lange produktionstid på det længe ventede Half-Life: Episode 3, der stadig ikke har vist sig offentligt, bortset fra nogle få koncepttegninger der stammer tilbage fra 2008. For med en ny spilmotor på trapperne, ville det give mening, hvis Episode 3 blev flyttet over til den nye spilmotor, og måske endda blev lanceringstitel for den nye Source 2-spilmotor.

1

Her er en af de kodestumper der henviser til den nye spilmotor.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!