PvE systemet
Quests er endnu et punkt hvor The Secret World blander nyt og gammelt. Der er både mere eller mindre ligefremme "Hent 10 af X" eller "Dræb 10 Y" quests at finde i spillet. Til gengæld er der også en del quests hvor man skal bruge hovedet i langt højere grad end i den nyere tids MMORPG spil.
En af de nemmere slags gåder i spillet.
Til dette formål er der en indbygget browser i spillet, da man fra Funcom's side godt har været klar over at det bliver nødvendigt for spillerne at finde hjælp uden for spillet.
Det er et friskt pust i MMO'er fra den seneste tid at man ikke bare kan slå hjernen fra, og forvente at man klarer sig. Det er ofte nødvendigt at tænke abstrakt - Det virker dog ikke hver gang.
Der er nogen få quests af denne type i spillet hvor løsningen på gåderne simpelthen er så abstrakt at det kan være helt tilfældigt om man selv regner den ud, eller ej.
Når man har fundet den dertilhørende bog bliver gåder som den ovenstående nemme at klare.
På trods af de få fejlskud med de avancerede quests er PvE systemet dog ret tilfredsstillende - det er enormt sjældent at en quest kun består af en del. Ofte er der 5+ forskellige trin i quests der skal gennemføres, med flere forskellige slags gameplay ind over (Så man både skal løse gåder, dræbe monstre og / eller samle forskellige dele til senere trin i questen).
Et interessant valg fra Funcom's side er, at man når man laver en ny figur skal man vælge en server til denne. Dog er det nærmest ligegyldigt når man rent faktisk spiller - indenfor hver region kan man lave guilds og grupper der strækker sig over flere servers. Desuden er chatsystemet helt integreret, så man f.eks. på en EU server til hver en tid kan snakke med alle andre EU spillere.
Funcom undgår på denne måde at servers på noget tidspunkt rigtig føles "døde", da der altid er nogen der snakker, eller leder efter grupper til instances.
Det eneste problem jeg har mødt med dette system er det, med at finde på et navn til sin figur. I The Secret World skal man give både for- og efternavn til sin figur, og derefter et nickname. For- og efternavne er ikke unikke, så der kan i princippet rende en hær af "Anders And" eller andre mindre eller mindre fjollede navne rundt. Nicknames er til gengæld unikke, og det betyder at allerede kort efter at spillet er udgivet kan det være svært at finde ens ønskede gamer navn i spillet. Det er selvfølgelig en mindre klage, men der er mange der genbruger deres figur-navne, og det kan blive et problem når et navn ikke er unikt per server, men per verdensdel.
Historien (i grove træk)
Faction-specifikke kostumer unlockes ved at spille igennem hovedhistorien i spillet.
The Secret World bygger på alle slags myter, såvel fra diverse mytologier som "urban myths". Spillet låner også i høj grad fra gyser-ikoner som H.P. Lovecraft, Edgar Allan Poe samt nyere skud på stammen som Stephen King. Alt efter hvor meget man har læst disse forfattere kan det være mere eller mindre distraherende. Lånet af monstre og historier fra d'herrer Lovecraft eller Poe foregår i høj grad (ikke kun i The Secret World), men sjældent har det været så åbenlyst. Dette er ikke en dårlig ting som sådan - der er en grund til at deres værker stadig er gode historier den dag i dag.
Dog bliver det noget mere tydeligt når der lånes fra Hr. King - som i den række quests der foregår rundt om "The Overlook Motel" (Fra Ondskabens Hotel). Derudover vil navne som Dufresne, Bannerman og Flagg (alle navne der dukker op i spillet) være velkendte for fans af Stephen King.
Alt i alt har Funcom formået at skabe en fantastisk atmosfære til spillet - på trods af de rigtig, rigtig mange referencer bliver det aldrig rigtig irriterende.
Hver faction har en storby som hovedbase. Her ses Templar-territoriet
I mange quests får man en lille animeret cutscene der forklarer, hvad ens opgave er (som f.eks. set i Star Wars: The Old Republic). Dialogen er som sådan udmærket og passer ret godt ind i en gyser - til tider melodramatisk, til tider mere halv-plat og humoristisk. For eksempel er der en fantastisk quest, hvor en teenager beklager sig over, at de voksne ikke vil give ham en pistol - til trods for de hundredevis af timer han har brugt på at spille Left 4 Dead.
Desværre er animationerne til disse cutscenes ikke i top. Mange NPC'er har tendens til botox-ansigt. Derudover er der ingen voice over til de figurer, der bliver styret af spillere. I den sammenhæng bliver de meget Gordon Freeman-agtige jokes om at være "the strong, silent type" hurtigt gamle.
