Det var ikke just rosende ord Valve-direktør og Steam-kaptajn Gabe Newell havde til overs for Microsofts kommende styresystem, da han talte ved Casual Connect-spilkonferencen i går. I en samtale på scenen med Ed Fries, tidligere chef for Microsoft Game Studios, tog han bladet fra munden, og sagde ligeud at han mente "at Windows 8 er lidt af en katastrofe for alle i PC-miljøet".
"Jeg tror at vi kommer til at se nogen af de største PC [fabrikanter]. De vil forsvinde fra [PC] markedet for stedse. Jeg tror indtjeningen kommer til at blive ødelagt for en masse mennesker.", fortalte Newell, uden tvivl med adresse til, hvordan især Android er begyndt at ligne et alternativ, også for low-end PC-ere.
Under samtalen fortalte Gabe Newell også, at de dystre udsigter for Windows 8, er en af grundende til, at Valve har besluttet sig for, også at satse på Linux i fremtiden. "Det er en sikkerheds-strategi", fortalte han Ed Fries.
Det er ikke første gang, at spiludviklere er ude efter Windows 8. Tilbage i marts redegjorde Brad Wardell, adm. direktør for Stardock, i et indlæg på Kotaku for, hvorfor han mente at Windows 8 var stærkt problematisk at udvikle til. Ikke mindst pga. Microsofts insisteren på at både have et touch-baseret interface og et tastatur-og-mus-interface i det samme styresystem.
(kilde: venturebeat)

